Pakistan anholder hjernen bag terrorangrebet 11. september

Terrorisme 2. marts 2003 07:00

ISLAMABAD: Pakistan erklærede i går, at det havde anholdt et ledende medlem af Osama bin Ladens al-Qaeda-netværk, og en højtstående regeringskilde bekræftede, at der var tale om Khalid Shaikh Mohammed, som menes at være hjernen bag planlægningen af terrorangrebene mod USA 11. september 2001. Meddelelsen fulgte i kølvandet på anholdelsen af tre personer under en razzia nær Islamabad tidligere på dagen. - Jeg vil ikke gå i detaljer, men ja, en af de tre anholdte er helt bestemt på FBI's top-ti liste over eftersøgte, sagde den pakistanske indenrigsminister, Faisal Saleh Hayat. Amerikanske efterforskere mener, at Khalid Shaikh Mohammed har spillet en nøglerolle i planlægningen af terrorangrebene 11. september, hvor fire kaprede fly blev brugt som våben. - I en rangorden af skidte knægte i al-Qaeda befinder han sig i top-5 eller der omkring, har en amerikansk embedsmand tidligere sagt om den nu anholdte Mohammed. Mohammed blev i 1996 tiltalt for sin påståede rolle i en plan, der gik på at sprænge et amerikansk passagerfly i luften over Stillehavet, og den amerikanske regering har tilbudt en dusør på op til 25 millioner dollar for oplysninger, der kunne lede til hans pågribelse og domfældelse. Khalid Shaikh Mohammed er i familie med Ramzi Ahmed Yousef, som menes at have været bagmanden til bombeattentatet mod World Trade Center i 1993, da seks personer blev dræbt. Yousef afsoner en livstidsstraf i den amerikanske stat Colorado. /ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...