Pakistan er klar til at bruge alle midler i Kashmir-konflikt

Pakistans premierminister er klar til at tage kampen op mod Indien, der har frataget Kashmir særlig status.

Uroen ulmer for alvor mellem Indien og Pakistan, efter at den indiske premierminister, Narendra Modi, mandag besluttede at fratage en særlig status fra den omstridte Kashmir-region.

Tirsdag meddeler det pakistanske militær, at man er klar til at gøre, alt hvad der kræves, for at beskytte folk i Kashmir.

- Den pakistanske hær står sammen med folk i Kashmir til det allersidste. Vi er klar, og vi kommer til at tage alle midler i brug for at leve op til det, siger general Qamar Javed Bajwa i et tweet fra en talsmand fra militæret.

Både Indien og Pakistan gør krav på hele regionen Kashmir.

Mandag meddelte Indiens regering, at den skrotter en paragraf i forfatningen, som giver Kashmir en særlig status i form af autonomi.

Formålet med at fratage Kashmir den særlige status er at integrere det urolige område med muslimsk flertal i det øvrige Indien, hedder det.

Paragraffen har hidtil forhindret indere - og her i særlig grad hinduer - i at bosætte sig i delstaten Jammu og Kashmir. Det vil kunne ske nu.

Politiske ledere i Indien har advaret mod at fjerne Kashmirs autonomi, fordi de frygter, at det vil kunne føre til uroligheder.

Ifølge britiske The Guardian er alle fastnettelefoner samt internet- og mobildækning tirsdag nede i Kashmir. Prominente politiske ledere, der er imod Indiens regering, skal samtidig være blevet anholdt.

Pakistan vil tage emnet op i FN's Sikkerhedsråd. Det meddeler Pakistans premierminister, Imran Khan.

Han efterlyser samtidig handling fra det globale samfund.

- Hvis verdenssamfundet ikke handler i dag og sørger for at opretholde dets egne love, så kommer det her til at føre til ting, som vi ikke kan tage ansvaret for, lyder det fra den pakistanske premierminister.

Konflikten i Kashmir blev optrappet i februar, da en militant pro-pakistansk gruppe dræbte mindst 40 indiske soldater i den indiske del af Kashmir.

Indien svarede igen ved fra luften af angribe mål i Pakistan. Her ramte man terrorlejre ifølge den indiske regering.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.