Pakistansk forfatter: Det værste er, at de synes, æresdrab er helt i orden

Indirekte pres får unge til at indgå tvangsægteskaber og begå æresdrab

At tale om æresdrab og tvansægteskaber er tabu blandt pakistanere i Danmark, men ikke for Mohammed Rafiq, job-konsulent og forfatter med pakistansk baggrund. Foto: Bent K Rasmussen/Scanpix
Drab 14. maj 2006 06:00

KØBENHAVN: Pakistanere i Danmark tager kun delvis det danske samfund til sig. Det, de kan lide, tager de med. Resten skal være, som det var hjemme i Pakistan. Tvangs- og arrangerede ægteskaber er dagligdag. Æresdrab er sjældne, men fordømmes kun af et fåtal. At tale om det er tabu, men Mohammed Rafiq, jobkonsulent og forfatter med pakistansk baggrund, bryder tabuet. Han fortæller gerne, hvordan herboende med samme baggrund som ham selv opfatter tingene. Han beretter med en forunderlig blanding af kampiver tilsat en knivspids forargelse og med en nogen gange vemodig undertone af opgivelse. Indkaldt som vidne Han er indkaldt som vidne for at fortælle om det pakistanske miljø i Danmark i sagen om drabet på den 18-årige pakistanske kvinde Ghazala Khan, der begynder mandag i Østre Landsret. Forsvarerne kæmper imod med næb og klør. De mener, at nævningene får en farvet opfattelse til skade for de tiltalte. Om han kommer i vidneskranken, skal Højesteret afgøre. - De kan bruge arbejde, penge, uddannelse, sundhedsvæsnet og det sociale system. Men når det kommer til ægteskaber og familieforhold, så er det ren middelalder. Familien og stammen er det vigtigste for dem. Det ligger så indgroet i deres kultur, at man ikke gifter sig uden for stammen, siger han. Han bruger ord som stammen og klanen, og gang på gang siger han “dem, deres og de” - i modsætning til “os, vores og vi”. Og der er ingen tvivl om, hvor han selv hører til. Han er en af “vores”, men med insiderviden om “dem”. - Det værste er, at man mener, æresdrab er helt i orden, og det har ikke noget at gøre med, hvilken uddannelse de har. Jeg kender ikke selv Ghazalas familie, men jeg kender nogen, der kender dem, og de er nærmest stolte over drabet, siger Mohammed Rafiq. Han vil gerne præcisere begreberne æresdrab og tvangsægteskaber. Æresdrab burde hedde seksuelt æresdrab, mener han, for det er det, det drejer sig om. Mest går det ud over pigerne - med drengene er det ofte lidt lige meget ifølge pakistansk moral. Massivt indirekte pres Om tvangsægteskaber siger han: - Der er jo ikke nogen, der bliver tvunget til at gifte sig, ikke direkte, ikke fysisk, for det er jo forbudt. Men det indirekte pres er massivt, og det burde der lovgives imod, siger han. Han har selv prøvet det. Først med sin søster, der ikke ville giftes med en fætter. - Jeg er jo sådan en åbenmundet en, så jeg sagde dem imod. En onkel i Pakistan sagde, at hans søn ville gå i hundene, blive narkoman og gå til bunds, hvis han ikke fik en god kone. Indirekte pres. Men jeg fik min vilje, og i dag er manden gift, har arbejde og klarer sig fint i Pakistan, siger han. Så røg Mohammed Rafiq selv i fælden. Han sagde - efter indirekte pres fra hendes familie - ja til at gifte sig med sin kusine i et arrangeret ægteskab. Ægteskabet holdt ikke. - Havde hun så bare været fra Pakistan, så havde det været lettere, sukker han. Større vægt på ære Han kommer med et paradoks: Pakistanere i Danmark lægger større vægt på æresbegreber og traditioner, end man gør i Pakistan. - I Danmark er de under pres fra det omgivende samfund. De føler, at deres kultur forsvinder. I Pakistan er de, der går andre veje, en del af samfundets udvikling. Det accepteres, at nogen går bort fra traditionerne, siger Mohammed Rafiq. Også Ghazalas storebror, der er anklaget for drabet, er blevet presset, tror han: - Jeg kan lige forestille mig, hvad der er sket. Han holder og venter med sin taxi ude i lufthavnen, og en af de andre pakistanske chauffører kommer hen til ham: “Nå, hvad er det jeg hører? Er din søster stukket af hjemmefra? Ligger hun i med en?” Sådan er presset fra miljøet og familien. - Så har de holdt et White House-møde, som de kalder klanmøderne. Her er det blevet besluttet, at hun skal findes og dræbes. Formentlig har man også bestemt, hvem der skal gøre det, siger Mohammed Rafiq. Virker opgivende Samtalen når et af de steder, hvor han virker opgivende. Som en ildsjæl med for stor en opgave. - Ghazalas familie er martyrer i andre pakistaneres øjne. De ofrede sig for at vaske en skamplet af familiens ære. De har deres respekt, og de får støtte moralsk og økonomisk, hvis de har brug for det. Selv kvinderne, som det går ud over, er med til at lægge presset. I det pakistanske samfund kan man ifølge Mohammed Rafiq gøre tre ting, hvis et familiemedlem - som oftest kvinderne - træder ved siden af. Man kan udstøde dem af klanen, man kan sende dem på genopdragelse i Pakistan, eller man kan dræbe dem. - Nøjes du med at udstøde dem, er du en slapsvans. Det andet giver respekt og er acceptabelt, siger han. På baggrund af sit første ægteskab skrev Mohammed Rafiq for et par år siden bogen “Ægteskaber kan ikke arrangeres”, og den gjorde ham til en ugleset person i indvandrerkredse. Hans åbenmundethed har ikke gjort det bedre, og det har haft konsekvenser. Der står intet navn ved dørklokken til hans lejlighed, bortset fra familien er han udstødt af det pakistanske miljø, han kommer sjældent på Nørrebro og for et par måneder siden blev han overfaldet af fire unge indvandrere. - Politiets Efterretningstjeneste rådede mig til at holde lav profil, og i et år blandede jeg mig ikke. Det hjalp åbenbart ikke, og jeg tier ikke stille mere. Det skal siges, ellers ændrer intet sig, siger Mohammed Rafiq. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...