Palæstinensiske grupper ventes klar til våbenhvile

Terrorisme 29. juni 2003 08:00

RAMALLAH: Flere militante palæstinensiske grupper vil søndag meddele, at de indleder en tre måneders våbenhvile, blev det rapporteret lørdag. Betingelsen er, at Israel samtidig indstiller militæraktioner mod palæstinensiske mål. Den palæstinensiske avis Al Ayyam skrev, at de tre grupper Hamas, Islamisk Jihad og Fatah ville offentliggøre beslutningen om en våbenhvile på samme tid søndag kl. 11 i henholdsvis Ramallah på Vestbredden, Gaza By og Kairo. Men indstillingen af palæstinensiske attentater med selvmordsbomber på israelere forudsætter, at Israels hær holder op med at forsøge at dræbe ledende medlemmer af de tre grupper, ophæver blokaden af palæstinensiske byer, afblæser anholdelser af palæstinensere og løslader palæstinensiske fanger. Nyheden om våbenhvilen kom ud, mens den amerikanske nationale sikkerhedsrådgiver, Condoleezza Rice, var på vej til Mellemøsten. Hun ville ankomme til regionen lørdag, og her skulle hun som USA's præsident, George W. Bushs repræsentant søge at fremme efterlevelsen af den internationale såkaldte køreplan for fred. Planen er udarbejdet af EU, USA, FN og Rusland, og Bush fik på et topmøde i Aqaba, Jordan, tidligere på måneden den israelske premierminister, Ariel Sharons og den palæstinensiske premierminister, Mahmoud Abbas' tilslutning til planen. Hamas' stifter, Sheik Ahmed Yassin, oplyste fredag, at de militante grupper havde truffet beslutning om en våbenhvile efter langvarige drøftelser af situationen i Mellemøsten. Senere på dagen enedes den palæstinensiske sikkerhedschef, Mohammed Dahlan, og den israelske koordinator for de palæstinensiske territorier, Amos Gilad, om, at Israel rømmer de områder, som den israelske hær har genbesat som reaktion på det næsten tre år lange palæstinensiske oprør. Israel begynder med at forlade en del af Gazastriben mandag og vil formentlig også trække sig ud af Betlehem på Vestbredden, men tidspunktet stod ikke klart. Palæstinenserne vil samtidig afstå fra at angribe israelske mål med hjemmelavede Qassam-raketter og på anden måde, rapporterede israelske medier. Mødet havde deltagelse af den amerikanske Mellemøst-udsending, John Wolf. Både den israelsk-palæstinensiske aftale og den bebudede palæstinensiske våbenhvile ses som positive tegn for køreplanen for fred, der skal føre til etableringen af en palæstinensisk stat i 2005. Det Hvide Hus roste fredag aftalen om israelsk tilbagetrækning og betegnede den som et "betydeligt" skridt i retning af fred. - Aftalen udgør det første betydelige fælles skridt hen imod opfyldelsen af de forpligtelser, som hver af parterne påtog sig på Aqaba-topmødet, sagde Det Hvide Hus' talsmand, Ari Fleischer. Condoleezza Rice skulle sent lørdag mødes med Mahmoud Abbas i Jeriko på Vestbredden, mens hun søndag skulle tale med Ariel Sharon samt den israelske udenrigsminister, Sylvan Shalom, og forsvarsminister Shaul Mofaz i Jerusalem. /ritzau/dpa

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...