Byggeri

Palm City hus op inden ferien

Byggemodning senere i gang end planlagt

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Prøvehuset skal ligge her ved rundkørslen på Skagensvej, så sommertrafikanterne ikke kan undgå at se det. Foto: Bent Jakobsen

Et prøvehus vil stå klart i Palm City inden inden feriesæsonen. Det bliver opført ved rundkørslen på Skagensvej lige nord for Frederikshavn. Det oplyser salgsdirektør Siggi Strandeng, Palm City. Egentlig skulle byggemodningen til Palm City havde været i fuld gang nu. Det er den ikke. Men Siggi Strandeng oplyser, at Palm City netop har modtaget kontrakten med entreprenøren om byggemodning til underskrift. Arbejdet har været i udbud i foråret. Noget af det første, der skal ske, er dræningsarbejde og nedrivning af nogle af de gamle bygninger, blandt minkhaller, i området. Den egentlige byggemodning begynder efter sommerferien. Palm City har opkøbt helårsboliger, som skal nedrives for at give plads til feriebyen, men de ligger i det kommende centerområde, som ikke er med i første fase af byggemodningen. Derfor kan beboerne blive foreløbig. Byggemodningen kommer i gang nogle måneder senere end planlagt. – Men det er ikke afgørende, siger Siggi Strandeng. – Det afgørende er de terminer, som ligger forude, og dem kan vi overholde. Centeret kan åbne til sæsonen 2011 som planlagt. Prøvehusets placering ved rundkørslen er midlertidig. Det opstilles inden for det område, hvor det kommende center skal opføres, og derfor skal prøvehuset pilles ned igen . Siggi Strandeng oplyser, at Palm City er tæt på at kunne offentliggøre hvem, der skal bygge feriehuse for Palm City. Folk, der gerne vil have feriebolig i feriebyen, kan bestille et færdigt hus eller et råhus til fast pris hos det pågældende firma. Men de kan også selv entrere med håndværkere om at bygge. Alle huse skal dog opføres i ensartede materialer og efter fælles retningslinjer.