Palm City lever stadig
Et feriecenter i den nordlige del af Frederikshavn er på tegnebrættet
Opdateret kl. 11:37
FREDERIKSHAVN: Tidligere på året ansøgte Otto Stavad fra Beach House A/S om, at man sløjfede hotelpligten på den centrale del af Palm City-området på Apholmen i den nordlige del af Frederikshavn.
Et flertal i Plan- og Miljøudvalget bestemte tirsdag at sende forslaget til en ny lokalplan på området til offentlig debat.
En af de nye ting i den foreslåede lokalplan er netop, at hotelpligten bliver sløjfet. Det betyder, at de planlagte boligtårne på 10-12 etager også vil kunne rumme helårsboliger og lejemål.
John Christensen, som er formand i udvalget forventer, at der snart sker noget på området.
- Jeg har haft et par møder med Beach House A/S, og de har været meget interesserede i at få lov til at lave helårsboliger, fordi de tror på, at de kan komme i gang med at bygge tårnene, siger han.
Konkret helhedsplan
Da man i sin tid gav lov til at starte byggeriet på den dagligvarebutik der i foråret åbner på Apholmen, besluttede udvalget, at de ville have en ny helhedsplan for området, som skulle indgå i forslaget til den nye lokalplan.
Derfor har ejerne haft til opgave at konkretisere, hvad de forestiller sig, at fremtiden giver mulighed for. Ud af det, er der kommet nye tegninger af et feriecenter, som skal ligge i forlængelse af den nye dagligvarebutik.
De nye tegninger giver et billede af, hvordan centerbygningen kan komme til at se ud. Den skal, ifølge planen, indeholde badeland, fitnesscenter, sportshal og mange andre ting, som er orienteret mod børnefamilier.
Paul Rode (SF) var den eneste i udvalget, der stemte imod forslaget. Han mener, at de boligtårne, der er på tegnebrættet, er for høje.
Byrådet skal nu sørge for, at det nye forslag til en lokalplan kommer i en offentlig debat, hvor alle har mulighed for at komme med kommentarer til forslaget.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.