Palmestrands status i fare

Palmer er ved at blive hverdagskost i Danmark

Inden længe vil resten af Danmark også være en sand palmehave, og så er det slut med Frederikshavns særstatus. Men til gengæld slipper man for at tage palmerne ind.

Inden længe vil resten af Danmark også være en sand palmehave, og så er det slut med Frederikshavns særstatus. Men til gengæld slipper man for at tage palmerne ind.

De senere års milde klima har skabt gode vækstbetingelser for palmen i Danmark. Nu kan den sagtens trives i de danske baghaver. Og dermed er det måske slut med Frederikshavns status som byen med palmestrand. Til gengæld slipper kommunens håndgangne folk for at sætte palmerne ud på stranden om foråret for at hente dem hjem igen til Palmehuset i efteråret. Forskel på palmer Nu er der forskel på palmer, og der er selvfølgelig nogle, der klarer sig bedre end andre i det danske klima. Det er især hørpalmen, der er særlig hårdfør og kan klare ned til 20 graders frost, der vil kunne trives i den danske natur. Hørpalmen var helt utænkelig i det danske klima for 30 år siden, fortæller Jens-Christian Svenning, lektor ved Biologisk Institut på Aarhus Universitet. Temperatur steget Men siden da er temperaturen steget med godt en enkelt grad - og inden for de seneste par år er klimaet blevet godt nok til palmen. - Det er kun inden for de allerseneste år, at palmen er blevet andet end en specialitet i Danmark. For 30 år siden var det ikke en art, man kunne plante i haven. Men nu kan den købes i mange byggemarkeder. Om 100 år kan vi regne med at se dem i naturen, fortæller han til Nyhedsbureauet Newspaq. Spreder sig I Schweiz er palmen, der kan blive omkring 10 meter høj, nu begyndt at sprede sig i naturen. - Man kan se, at den klimatiske opvarmning gør, at de hopper ud i naturen i det sydlige Schweiz og i Norditalien. Her trives de med traditionelle danske arter som lind og hassel, så vi kommer til at se en parallel situation i Danmark, siger han. Selv om hørpalmen modsat eksempelvis kokospalmen er godt rustet til det danske vejr, har den dog også sine begrænsninger. - Hvis vi får isvintre som i 40'erne, så er det slut med den palme, siger Jens-Christian Svenning.