Paltrow udlover sig selv for orkanofre

Har man pengepungen i orden, kan man lige nu byde på en date med skuespillerinden Gwyneth Paltrow.

Paltrow udlover sig selv for orkanofre

Der er mange måder at hjælpe ofrene for orkanen Sandy på - og en af dem er at udlove sig selv til højestbydende og derefter lade pengene blive brugt til at støtte de mange, der er blevet hjemløse efter orkanens hærgen.

Det er lige nøjagtig, hvad Gwyneth Paltrow gør - på hjemmesiden charitybuzz.com kan man derfor lige nu byde på en date med den smukke skuespillerinde.

Daten inkluderer en frokost tilberedt af kendis-kokken Mario Batali, og så får man altså rigelig tid til at snakke med skuespillerinden om alt mellem himmel og jord.

Buddene forventes at komme op i omkring 10.000 dollar - altså knap 60.000 danske kroner.

Man kan også støtte ofrene ved at byde ind på en dag i selskab med den frygtindgydende Vogue-redaktør Anna Wintour, der inviterer den heldige højestbydende med til modeuge i New York og sørger for en helt speciel goodiebag til vedkommende.

Man kan også byde på en uges ophold i designeren Diane von Furstenbergs private hus ved stranden eller en uge hjemme hos Tommy Hilfiger.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.