Paludan og andre partier har kostet politiet 100 millioner kroner

Stram Kurs har givet store udgifter til politiet, viser aktindsigt, som DR har fået.

Ritzau
Rasmus Paludan fra Stram Kurs førte valgkamp på Blågårds Plads, til søerne og op til Nørrebros Runddel i København tirsdag den 4. juni 2019.
Politik 11. juni 2019 12:39

KØBENHAVN: Politiet har brugt 100 millioner kroner på at beskytte politiske partier fra 1. januar til valgdagen 5. juni.

Hovedparten af omkostningerne vedrører Stram Kurs. Det viser en aktindsigt hos Rigspolitiet, som DR har fået.

Omkring 78 millioner kroner er ifølge DR's aktindsigt gået til lønomkostninger, omkring 21 millioner er gået til det, politiet betegner som særlige ydelser, og cirka to millioner kroner er gået til indkvartering og forplejning af politifolk.

- Udgifterne omfatter ressourcer til arrangementer og demonstrationer vedrørende partiet Stram Kurs samt den øvrige landsdækkende politimæssige indsats i forbindelse med folketingsvalget, oplyser Rigspolitiet ifølge DR.

- Det er ikke muligt fuldstændigt at adskille ressourceforbruget, der alene vedrører partiet Stram Kurs fra den øvrige indsats, men det er Rigspolitiets vurdering, at en væsentlig del af omkostningerne vedrører partiet Stram Kurs, lyder det videre.

Til sammenligning havde politiet brugt 41 millioner kroner fra 1. januar til 29. april i forbindelse med Paludan-demonstrationer. Inden 7. april var politiets udgifter på seks millioner kroner.

Det fremgår ikke af aktindsigten, hvorfor udgifterne er steget.

Paludan har afholdt adskillige demonstrationer i foråret. Det foregår ofte ved, at han stiller sig op og kaster med koranen.

14. april gav det særligt meget ballade, da Rasmus Paludan demonstrerede på Blågårds Plads på Nørrebro i København.

Modstandere forsøgte efter få minutter at overfalde Rasmus Paludan, som blev eskorteret væk.

Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet, har tidligere sagt, at han ikke er overrasket over politiets høje udgifter i forbindelse med Paludans demonstrationer.

- Det var også derfor, at jeg tidligere gjorde opmærksom på, om man måske ikke her kunne tale om et misbrug af sin ytringsfrihed eller have undersøgt det, sagde Claus Oxfeldt til Ritzau i maj.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...