Pandora sænker forventningerne til salget i 2018

Smykkevirksomheden nedjusterer og venter lavere omsætning og driftsoverskud end hidtil oplyst.

Den børsnoterede smykkevirksomhed Pandora sælger sine varer verden over. Men omsætningen i 2018 kommer næppe til at stige helt så meget, som selskabet hidtil har stillet investorerne i udsigt. Foto: Søren Bidstrup/arkiv/Ritzau Scanpix

Den børsnoterede smykkevirksomhed Pandora sælger sine varer verden over. Men omsætningen i 2018 kommer næppe til at stige helt så meget, som selskabet hidtil har stillet investorerne i udsigt. Foto: Søren Bidstrup/arkiv/Ritzau Scanpix

Smykkevirksomheden Pandora nedjusterer forventningerne til 2018, oplyses det i fondsbørsmeddelelse.

Selskabet venter nu en omsætningsvækst på 4-7 procent i år, opgjort i lokale valutaer. Tidligere lød forventningen på en salgsfremgang på 7-10 procent.

Også forventningen til driftsoverskuddet nedjusteres. Tidligere var det ventet, at det ville udgøre 35 procent af omsætningen. Nu regner selskabet med at måtte nøjes med et driftsoverskud på 32 procent.

Der er næppe tvivl om, at Pandoras aktie kommer under pres, når børsen åbner tirsdag, vurderer senioraktieanalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank.

- Det giver selvfølgelig et tillidsbrud for investorerne og markedet, siger han til Ritzau Finans.

- Aktien er faldet meget gennem 2018, som afspejler den usikkerhed, der er, men det her er endnu mere benzin til bålet. Det her handler også om tillid til de meldinger, som selskabet kommer med, siger analytikeren.

Samtidig fremrykker Pandora sit regnskab for andet kvartal af 2018. Det skulle egentlig først være offentliggjort den 14. august, men det vil i stedet blive udsendt 9. august.

Selskabet løfter også sløret for nogle udvalgte regnskabstal for andet kvartal, der vidner om tilbagegang sammenlignet med samme periode sidste år. Omsætningen endte på 4819 millioner kroner mod 4825 millioner i 2017.

Og overskudsgraden blev på 31,1 procent mod 33,4 procent i andet kvartal året før.

- Underliggende er der tilbagegang for Pandora for 2018. Det skaber kæmpe usikkerhed om, hvor vækstraterne skal lande henne for selskabet, siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Pandoras ledelse oplyser til Ritzau Finans, at den ikke vil udtale sig før torsdag, hvor regnskabet for andet kvartal offentliggøres.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.