Pandrup får trio til junior-EM

Mægling forsoner måneders uro i dansk boksning

PANDRUP:Efter et månedlangt verbalt hundeslagsmål mellem Danmarks Bokse-Union (DaBU) og en række af landets stærkeste klubber ser det nu til, at den lovede mægling begynder at fungere. Første tegn på forsoning i kølvandet på den bitre infight er, at DaBU øjensynligt er parat til at sende tre boksere fra Pandrup Bokseklub til junior-EM i Estland i slutningen af juli og starten af august. Pandrup BK har gennem måneder været en af DaBU's skarpeste kritikere. - Vi har endnu ikke fået udtagelsen på skrift, men vi har fået et mundtligt tilsagn, så den skulle være god nok, siger sportschef Søren Larsen fra Pandrup BK. Den EM-aktuelle Pandrup-trio er letvægteren Marcel Tabaja, letweltervægteren Torben Keller samt weltervægteren Thomas Poulsen. Alle tre er 18 år, og de supplerer fluevægteren Kim Poulsen, Vejle, fjervægteren Nicky Henriksen, København samt mellemvægteren Kristian Hinge fra Jyllinge. Også letweltervægteren Kasper Bruun fra Pandrup var en klar kandidat til en EM-billet, men han er netop startet i en læreplads hos en tømrer, og da Torben Keller holder ferie fra sit studie, så kan han træningsmæssigt geare op og koncentrere sig fuldt ud om boksningen, så valget på ham. - Kasper Bruun og Torben Keller står helt lige, så det var en svær afgørelse. Men både Kasper og klubben valgte at prioritere uddannelsen først, oplyser Søren Larsen. Farvel til alliance EM-billetterne blev udstedt på et hængende hår. Deadline for tilmelding var i går, og med til at løse knuden var, at både DaBU og de syv kritiske klubber i alliancen Danish Boxing Team med mæglerne Kåre Vagner og Preben Kragelunds mellemkomst skrev under på en håndfæstning med seks centrale punkter. Blandt andet skulle de syv klubber skulle skrive under på, at de opgiver at benytte navnet "Danish Boxing Team". Dernæst skulle DaBU's ledelse acceptere, at de syv klubber får ret til at få en sekundant med, når klubberne har mere end to boksere med til landskampe og øvrige internationale opgaver. Desuden skulle Pandrup BK æde hele regningen for at få tre boksere med til EM, mens Kim Poulsen, Nicky Henriksen og Kristian Hinge alle får betalt EM-turen af DaBU. De tre sidstnævnt boksere har i øvrigt netop været i aktion ved Brandenburg Cup i Frankfurt an der Oder. Efter at have slået Patryk Cichocki fra Polen i første runde med 27-16 tabte Kim Poulsen lørdag 21-15 til Marius Krawcukas fra Litauen. Værre gik det for Nicky Henriksen, som i sin første kamp blev stoppet i tredje omgang af franskmanden Amine Boumerdaci, og helt slemt blev det for Kristian Hinge, som allerede i anden omgang måtte have kamplederen til hjælp for ikke at få flere tæv af Nikolai Gorlov fra Estland.