EMNER

Pandrup-firma rykker til Brovst EJERSKIFTE: Leo Pedersen har solgt sit firma til HS Revision i Pandrup

BROVST:Når man har været selvstændig i 30 år og samtidig er blevet pensio-nist på jobbet, så må det være tid at stoppe. Sådan siger Leo Pedersen, der fyldte 65 år for et par måneder siden og netop har solgt sit firma, Brovst Revisionskontor, til HS Revision i Pandrup med overtagelse i dag, lørdag 1. oktober. - Det er krævende at være selvstændig i dag. Der kommer nyt hele tiden, og man bliver hele tiden kigget over skulderen. Så nu bliver det dejligt at få tid til at fiske og rejse lidt mere. For nogle år siden var vi først i Australien og senere i Malaysia, og det gav lyst til flere rejseoplevelser. Leo Pedersens fritidshverv kræver også en del tid. Først og fremmest posten som formand for multihus-byggeudvalget. Og desuden er han formand for både Brovst-Hallen og Brovst Idrætsforening. Indehaveren af HS Revision, Henning Studsgaard, der fra i dag overtager Brovst Revisionskontor i Jernbanegade 19, vil i forbindelse med den kommende storkommune gerne være mere synlig i Jammerbugten. - Da vi fik muligheden for at overtage firmaet i Brovst syntes vi, det var en spændende mulighed for at få en god platform i storkommunen, siger Henning Studsgaard. Det er ikke let at starte fra bunden, og ved at overtage Brovst-firmaet får vi en god indgangsvinkel til mange ting. Der er også mange synergier i det. Vi har udviklet systemer i Pandrup, som vi kan bruge i Brovst. Henning Studsgaard oprettede sit firma i Kaas for 23 år siden, og i 1985 flyttede det til Pandrup. HS Revision, der har adresse i Torvegade 7 i Pandrup, har 10 medarbejdere og søger i øjeblikket yderligere to. - I første omgang vil vi bemande kontoret i Brovst med to medarbejdere, siger Henning Studsgaard. Kontoret vil blive passet af medarbejdere fra Pandrup på skift, indtil vi får ansat de nye medarbejdere og kan få udpeget fast mandskab til Brovst.