Pandrup holder fast i kursen

PANDRUP: Det var en stor skuffelse for Pandrup Bokseklub, at ledelsen i Danmarks Bokse-Union onsdag aften kategorisk afviste at medvirke til et forsoningsmøde omkring den aktuelle konflikt i dansk amatørboksning. Forbundet insisterer fortsat på, at bokserne skal deltage i DaBU's Team China-projekt for at blive udtaget til internationale mesterskaber, og dermed risikerer to af Pandrups stærkeste navne, juniorbokserne Kasper Bruun og Torben Keller, at gå glip af to store begivenheder i 2005 - de nordiske mesterskaber i marts i Rønne samt junior-EM i Tallinn til august. Alligevel afviser Pandrup BK et knæfald for forbundskravet. I første omgang handler det dog om at sende et klart signal om de to talenters styrke ved junior-DM i starten af marts - Vi kører videre med forberedelserne som om, at de skal bokse ved både NM og EM. En ting er i hvert fald sikker; vi sender dem ikke ind i Team China-projektet, for så bliver de under ingen omstændigheder klar til noget som helst, lyder det fra Pandrup-træner Søren Larsen.OM