EMNER

Pangfarver og benvarmere

I forår- og sommermoden 2004 er selvlysende benvarmere og svedbånd tilbage

Hiv fodboldstrømperne godt op, og kombiner dem med et par shorts eller en nederdel. Når foråret igen spirer frem, er de knælange strømper nemlig et hit for både mænd og kvinder. Foråret og sommeren 2004 giver plads til alle. Stilarterne spænder bredt fra det afslappede look til det eksperimenterende. Det udmønter sig i en garderobe, hvor stikordene er komfort i et frækt miks, og hvor det er detaljerne, der viser, om du er med fremme i mode-bussen eller ej. Det handler altså primært om at vælge - og så at kombinere efter humør. Den komfortable trend viser sig hos mændene ved såvel løse hørbukser som knælange bomuldsshorts, der ikke strammer. Den anderledes kombination består blandt andet i, at der ikke er nogen problemer i et sæt bestående af shorts, poloshirt og en blazer, gerne i forskellige farver, eller en rosa skjorte sammen med et par stribede bukser. Mændene leger også med med tilbehøret i den kommende forårs og sommersæson. Udover fodbodstrømperne, som lige så vel kan være en almindelig brun morfar-strømpe i knælængde, svinger mændene også gerne et langt tørklæde et par gange om halsen, eller de pifter stilen op med et par svedbånd på håndledene. Selvlysende benvarmere og hvide kitler Kvinderne springer ud i nederdele og kjoler, som leder tankerne i retning af både 50'erne og 80' erne. Nogle husker måske nederdelene med fire takker fra firserne, der groft sagt var en kvadrat med hul i midten. Det takkede asymetriske snit er tilbage, men også mere kittel-lignende kjoler med en smule facon, viser sig. Store knapper er en ny anderledes detalje, og så er kvindegarderoben fyldt af sjove strømper og andet gøgl. Kvinderne genopdager et par firser klassikere, nemlig gamacher og benvarmere, som kommer i et utal af varianter lige fra gule knæstrømper over pink benvarmere til camouflage-gamacher. Brug hele regnbuen Når varmegraderne igen stiger efter vinteren, og det er tid til at smutte i de lettere gevandter, spænder farvepaletten bredt, og læner sig op af de tendenser, vi har set i denne sommersæson. De sikre farver er hvid og sort, og som altid sandfarverne, men i 2004 skal de kombineres med pang-farver. Der skal smæk på farveladen, så penslen dykker ned i orange, rød, gul, turkis og pink, men også pifter op med selvlysende farver. En af de nye supplementsfarver bliver en rolig blå, som leder tankerne i retning af havet og det stille bølgebrus, og så vil de brændte og varme toner indenfor orange og rød sætter et strækt præg på gadebilledet. Knæhøj karse Kigger man nedad, og ser på tendenserne indenfor fodtøj, slår det behagelige og fornuftige gen også igennem. Den gamle halvfjerdser klassiker Jacoform træder igen ind på scenen i den velkendte facon, men den har fået en ansigtsløftning og kommer både i pastelfarver og i en fløjlskvalitet. Sneakers går man heller ikke galt i byen med, og her er trenden at kondiskoene er meget inspireret af sportsverdenen, og ligner modificerede udgaver af cykel eller sprinter-sportssko. Selvfølgelig er der også sko med høje hæle, og her er tendensen at der kommer mere lir over fødderne. Sølv og guld stiletter, som allerede i denne sæson så småt er inde i varmen, brager ud og fylder gadebilledet, og de får følgeskab metallic-farver som blå og rød.