Panik før lukketid

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Troels Hartmann stjæler, igen, billedet på pressemødet med Bremer og Stokke. Lars Mikkelsen og Claus Bue som skole-borgmesteren og embedsmanden. FOTO TINE HARDEN, DR

TV DRAMA ¿Forbrydelsen 16:20¿ # # # ¤ ¤ ¤ Man skulle ellers tro, at 20 afsnit á godt en time ville være nok til at få sin historie fortalt i ro og orden. Men tydeligvis ikke. Afsnit 16 var i hvert fald voldsomt præget af kødannelse og trafikpropper af alle de oplysninger og handlingstråde, der pludselig skulle samles og underbindes og sættes i spil. Det ligner panik før lukketid: ¿Hov, der er kun fem afsnit tilbage, nu må vi altså se at få fart på!¿ Eller også er det her, i dette afsnit, serien tager konsekvensen af, at en kraftidiot på Sjælland ude i virkeligheden for nogle måneder siden lagde morderens identitet ud på nettet - med det resultat, at DR i al hast besluttede at skrive slutningen om, så overraskelsen ikke skulle være ødelagt for en nation af seere. Det var i hvert fald et rodet, forpustet, noget forvirrende afsnit, som netop godt kunne bære præg af et brat kursskifte. Hvis det er det, der er tilfældet, må man tage hatten af for arkitekterne bag plottet. Tænk at have lavet en færdig krimihistorie, gennemtænkt helt ned i detaljen, og så få plottet afsløret på halvvejen. Nu skal man så, med få afsnit tilbage, skrive hele historien om og sende en ny morder i spil. I et drama, hvor man også er nødt til at overholde genrens regler, må det være en næsten umulig opgave. En af genrens regler er jo, at morderen skal findes blandt et snævert antal af grundigt eksponerede personer. Man kan ikke sende en helt ny person på banen i sidste afsnit. Den overraskelse, der skal bære historien igennem, skal være den uventede opdagelse af, at morderen er en af dem, vi hele tiden har kendt. Hvis det ¿bare¿ er en fremmed, kan enhver lave krimiplot. I aftes fik vi så noget af en uha-oplevelse, da taxachaufføren fra partilejligheden pludselig dukkede op igen. Vi har set ham blive afhørt som vidne - men nu skulle det pludselig vise sig, at han havde meget mere kontakt med flyttemandsfamilien, end vi før har hørt. Han må jo have vidst, da han blev vidneafhørt, at det var flyttemandens datter, han havde kørt med på mordnatten - men han sagde intet om, at han kendte familien. Det gør ham til mistænkt sammen med den teori, at både Nannas og Mettes mord fandt sted tæt på en flytning. Flot nok - et nyt lovende spor er lagt ud for os - som politiet ikke er helt afklaret om endnu. Problemet er, at der næsten er for lang tid tilbage af historien, til at vi kan tro på, at han virkelig skal være morderen. Og jeg har også svært ved at se, hvordan de mystiske begivenheder omkring Sarah Lunds hjem - den overskårne ledning, de mystiske lyde - skal kunne passe sammen med ham. Til gengæld kører det fint med intrigen på rådhuset, hvor Hartmann virkelig får fat om Bremers og Stokkes ædlere dele. Spørgsmålet er bare, om den politiske intrige i resten af serien bare skal være en sidehandling, eller om de to handlingsspor, krimien og det politiske drama, skal falde sammen igen. Hvis ikke var det nok lidt tidligt at skille dem ad. Så interessant er skoleborgmesterens magtspil ikke nødvendigvis i forhold til seriemorderen med det sorte hjerte. Lars Borberglars.borberg@nordjyske.dk