Panik i psykiatrien

Formanden for socialudvalget vidste ikke noget om nedskæring

formanden for socialudvalget, Birgit Hansen (S), kendte ikke noget til planer om at skære i støttecentrets åbningstid. Foto: Peter Broen

formanden for socialudvalget, Birgit Hansen (S), kendte ikke noget til planer om at skære i støttecentrets åbningstid. Foto: Peter Broen

På et møde, der blev holdt for 14 dage siden, blev brugere i det nye socialpsykiatriske støttecenter på Kalkværksvej i Frederikshavn pludselig orienteret om, at der skal skæres hele fire timer i åbningstiden. Det vil betyde, at centret lukker allerede klokken 16 på hverdage i stedet for klokken 20.00. Den barske meddelelse skabte frustration og panik hos en række psykisk syge, men nu viser det sig, at politikerne slet ikke er orienteret om mødet 4. maj, og at de tilsyneladende heller ikke kender noget til en barbering af åbningstiden. Formanden for socialudvalget, Birgit Hansen (S), hører således først om nedskæringerne, da NORDJYSKE ringer til hende tirsdag eftermiddag. Efter at Birgit Hansen efterfølgende har ringet "rundt i systemet", og blandt andet har talt med socialdirektør Jan Nielsen, står det klart, at der åbenbart er sket en kommunikationsbrist. - Det var tilsyneladende meningen, at jeg skulle orienteres om sagen på onsdagens møde (i går, red) i socialudvalget. Men umiddelbart vil jeg sige, at der ikke er planer om at skære i støttecentrets åbningstid, siger Birgit Hansen, der er oprørt over, at hun ikke har fået besked om sagen. - Der er tilsyneladende økonomiske problemer på støttecentret, som vi er nødt til at forholde os til. Men det er en politisk opgave at finde en løsning, og derfor er det under al kritik, at brugerne har fået denne information fra nogle kommunale ledere, når nu der ikke er taget politisk stilling til noget som helst endnu, siger Birgit Hansen. Læs hele historien i NORDJYSKE torsdag