EMNER

Panik ved Mandelas julefest for børn

Johannesburg, søndag /ritzau/Reuters Der udbrød søndag panik ved Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandelas julefest for fattige børn, da omkring 50.000 fattige sydafrikanere brød gennem hegnet for at kræve andel i gratis mad og gaver ved festen. Politiet sagde, ingen omkom ved festen i Mandelas landsby Qunu og nedtonede antallet af kvæstede. Ifølge radiostationen SAFM havde børn og forældre taget opstilling i lange rækker uden for hegnet, inden hegnet brød sammen af presset fra de mange mennesker. Over 50.000 mennesker mødte frem til festen for at få gratis julegaver, hvilket var over to gange flere end de forventede 20.000. Adskillige mennesker besvimede af sult og varme, og flere mindre børn blev væk fra deres forældre i mængden. Mandela, der selv plejer at deltage i festen, var ikke til stede i år, da han i stedet var på besøg hos sin eneste overlevende søn, der ligger alvorligt syg på hospitalet. /ritzau/Reuters