Panikken har dæmpet sig på Wall Street

Tirsdagens handel på Wall Street var præget af store udsving. Det begyndte med nedtur, men endte med fremgang.

Ritzau
Efter mandagens store kursfald på mere end 1000 point begyndte Dow Jones-indekset tirsdagen med et fald på over 500 point. Siden rettede det sig op, og dagen endte med pæne stigninger. Foto: Scanpix/Spencer Platt
6. februar 2018 22:30

Børsen på Wall Street i New York lukker med en pæn fremgang efter nogle dage med fald på aktiemarkederne.

Dow Jones-indekset lukker med en stigning på 2,3 procent, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tirsdagens handel på Wall Street var præget af store udsving.

Efter et fald på 2,2 procent i de første minutters handel indhentede Dow Jones-indekset hurtigt det tabte igen.

Efter 20 minutter var nedgangen forvandlet til en stigning på over én procent.

Mandag endte Dow Jones-indekset, der består af USA's 30 største virksomheder inden for industrien, med en nedgang på 4,6 procent.

Også de to andre store indeks, S&P og Nasdaq, lukkede med et plus på henholdsvis 1,3 og 1,2 procent.

Også på det danske aktiemarked begyndte dagen med et dramatisk fald på knap fire procent for de 25 mest toneangivende danske aktier i C25-indekset.

Ved det danske aktiemarkeds lukning klokken 17.00 var indekset faldet 1,2 procent.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...