Pantfrie eksportdåserskal stoppes

KØBENHAVN:Delstaten Slesvig-Holstens eksportsalg til danskere af dåseøl og -sodavand uden pant er ulovligt. Det fastslog den tyske miljøminister, Sigmar Gabriel, tirsdag over for miljøminister Connie Hedegaard (K) under et rådsmøde i Luxembourg. - Han vil nu holde møde med den tyske ministerpræsident i delstaten med henblik på at sikre håndhævelsen af reglerne på området. Sigmar Gabriel gav desuden udtryk for, at problemet havde en størrelsesorden, som burde kunne løses uden væsentlige økonomiske konsekvenser for Slesvig-Holsten, siger Connie Hedegaard. Det skønnes, at danskerne hvert år hjembringer 400 millioner pantfrie dåser fra grænsehandlen som følge af den særordning, delstaten har indført for sig selv. I resten af Tyskland skal der betales pant for øl og sodavand i dåse. Mange af dåserne, der køres til Danmark, havner i naturen, fordi der ikke er pant på dem og dermed ikke nogen tilskyndelse til at levere dem tilbage. Danmarks Naturfredningsforening har sammen med Connie Hedegaard længe presset på for at få stoppet det pantfrie salg i grænsehandlen, men det har været juridisk uklart, om Slesvig-Holsten kunne opretholde sin undtagelse fra de tyske pantregler. Efter tilkendegivelsen fra den tyske miljøminister er Connie Hedegaard imidlertid optimistisk. - Jeg håber og tror, at tyskerne vil løse problemet, for vi kan ikke leve med, at 400 millioner tyske dåser hvert år krydser grænsen til Danmark, hvoraf mange ender i den danske natur. Og det forstår tyskerne godt, siger Connie Hedegaard. Tyskerne betaler en kvart euro (knap 1,90 kroner) i pant pr. dåse. Men i grænsebutikken kan danskere ved at underskrive en eksporterklæring slippe for at betale pant. De omstridte eksporterklæringer blev i 2003 blåstemplet af en domstol. Tysklands tidligere miljøminister Jürgen Trittin lovede flere gange, at problemet ville blive løst inden 1. maj 2006, men det skete som bekendt ikke. Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) sagde i marts, at han ville rejse spørgsmålet over for forbundskansler Angela Merkel. De tyske dåser skader dansk natur og påfører danske købmænd urimelig konkurrence i grænseområdet, sagde Bendtsen. Samtidig forudså Danmarks Naturfredningsforening, at Danmark ikke kan leve op til EU’s affaldsdirektiv om at indsamle engangsemballage, hvis en stor del af de tyske dåser havner i grøftekanter eller skraldespande.Pantsagen er en del af en regionalpolitisk strid i det nordlige Tyskland med stor arbejdsløshed, hvor man frygter nedgang i detailhandlen over grænsen./ritzau/