Papir på godt arbejdsmiljø

KØBENHAVN:Landets arbejdsgivere kan fra midten af næste år som noget nyt erhverve sig et internationalt arbejdsmiljøcertifikat. LO er med på idéen. Allerede i dag kan landets virksomheder få papir på deres gode arbejdsmiljø ved at få sig et arbejdsmiljøcertifikat. Men beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) ønsker fra midten af 2005 at give virksomhederne mulighed for at få et internationalt certifikat. - Nu giver vi virksomhederne flere valgmuligheder og mulighed for at få et arbejdsmiljøcertifikat, som de kan bruge "world wide". Mange danske virksomheder opererer i flere lande og har brug for et certifikat, som er internationalt kendt, siger han. Når en virksomhed opfylder kravene til et certifikat, slipper de for at blive kontrolleret af Arbejdstilsynet - i stedet får de en grøn smiley som tegn på et godt arbejdsmiljø. /ritzau/