Paprika Steens instruktørdebut på stor festival

"Lad de små børn," skuespilleren Paprika Steens debut som instruktør, er udtaget til den internationale filmfestival i Karlovy Vary i Tjekkiet, hvor den deltager i hovedkonkurrencen. Filmen fik overvejende pæne, men også noget blandede anmeldelser ved premieren i de danske biografer 26. marts. Og det afspejler sig tilsyneladende i billetsalget: Kun godt 40.000 har foreløbig set "Lad de små børn," som får sin internationale premiere i Tjekkiet. Festivalen holdes 2.-10. juli, og i andre serier vises ungdomsfilmen "To ryk og en aflevering" samt dogmesuccesen "Forbrydelser." Festivalen i Karlovy Vary har international A-status og regnes for den mest betydende i Østeuropa. Den afvikles i år for 39. gang. /ritzau/