Retspleje

Par dømt for falske pengesedler

Tidligere stofmisbrugere har dog fået et nyt liv og en ny chance af retten

AALBORG:Fremstilling og brug af falske pengesedler er en alvorlig sag, men et kærestepar fra Nørresundby slipper med en betinget dom, selv om de sidste efterår kopierede og brugte falske femhundredkronesedler for at strække husholdningsøkonomien. For kvindens vedkommende rummer dommen også en reststraf på 60 dages betinget fængsel, fordi hun tidligere har lavet falske lægerecepter, så hun kunne få udleveret medicin. Afslørende billeder Parret blev anholdt kort før jul i fjor, da de var blevet genkendt på billederne fra et overvågningskamera på en tankstation i Nørresundby. Manden havde forsøgt at betale med en falsk seddel, men ekspedienten opdagede med en lyspen, at sedlen ikke var ægte og rev den i stykker. Parret skyndte sig i stedet at betale med mønter og forsvandt. Men billederne var så gode, at politiet kort tid efter kunne slå en klo i den 40-årige mand og hans to år yngre kæreste. Manden erkendte straks, at han havde siddet derhjemme og brugt originale femhundredkronesedler som grundlag for seddelpressen. Mange af kopierne havde han dog kasseret, fordi de ikke passede helt præcist, og fordi der var dobbelttryk. Men 6-8 kopier ville han godt kendes ved. Kopierne havde han klippet ud af papirarket med en saks og stukket i sin pengepung ned imellem de ægte. Derfor var han heller ikke klar over, hvornår han gav de ægte og uægte sedler ud. Ny forklaring Da politiet ransagede parrets lejlighed i Nørresundby og beslaglagde computeren, der var brugt til seddelproduktionen, fandt man en skabelon, der var tapet fast i scanneren. Hullet passede nøjagtig til en femhundredkroneseddel. Kvinden forklarede i grundlovsforhøret sidste år, at hun godt var klar over, hvad kæresten havde lavet på computeren. Ved den lejlighed sagde hun også, at hun havde været med til at bruge de falske penge. Men siden har kvinden totalt ændret forklaring og hævdede nu i retten, at hun ikke anede noget om kærestens illegale trykkeri. Det troede retten dog ikke på, og kvinden blev fundet medansvarlig i et mindre omfang for pengefalskneriet. Kvindens 40-årge mand erkendte, at han havde udgivet de falske femhundredkronesedler i kiosker og supermarkeder, mens retten frifandt dem for tre andre andre sedler, som de også var anklaget for at have lavet og givet ud. Sedlernes serienumrene passede nemlig ikke med de to sedler, som blev fundet i mandens pengepung, da han blev anholdt. Nyt og bedre liv Kæresteparret har begge en fortid som stofmisbrugere, og derfor havde de sidste år svært ved at få bistandshjælpen til at slå til. Siden har deres liv dog taget en kraftig drejning i positiv retning. De er begge i behandling for deres stofmisbrug og er på nedtrapning med metadon. På den baggrund mente retten, at det var passende med en betinget dom, selv om udgangspunktet i sager om pengefalskneri er ubetinget fængsel. Begge har accepteret afgørelsen, men manden var utilfreds med, at politiet får lov til at konfikskere den computer, som han brugte til seddelproduktionen. Den tilhører nemlig hans far.