Par fængslet for vold og røveri

Trods benægtelser og beskyldning om plantede beviser blev et par på 37 og 38 år fængslet efter et grundlovsforhør i Thisted onsdag eftermiddag sigtet for både vold og røveri.

Manden og kvinden var efter politiets foreløbige beviser trængt ind tirsdag aften hos den 38-årige kvindes tidligere mand på 45 år, som var på besøg i Ydby i Sydthy hos den 45-åriges nye kæreste. Her havde den 37-årige mand banket løs på den 45-årige og bagefter havde de fået udleveret mindst 3000 kroner i kontanter. Den 37-årige mand fik også en sigtelse med om trusler, fordi han undevejs havde sagt noget om at ville slå den 45-årige ihjel, hvis han sagde noget til politiet. Parret forsvarede sig med, at hele historien var et "set up" fra den 45-åriges side, som i den forbindelse havde skadet sig selv, eller også var i det mindste kæbebruddet og en brækket knogle ved øjet sket ved at han var faldet på badeværelset. Men flere vidneforklaringer viste et voldeigt overfald på den 45-årige. Parret blev anholdt et par timer efter de var kommet hjem til Herning og de kærede begge fængslingen i tre uger til landsretten.