Farsø

Par har overtaget driften af Vilsted Åkro

Anita Sørensen og Jan Hornbæk vil satse på selskaber og mad ud af huset

VILSTED:- Vi ved godt, hvad vi går ind til. Sådan lyder det fra Anita Sørensen, der sammen med sin mand, Jan Hornbæk, netop har overtaget driften af Vilsted Åkro efter Grethe og Villy Anthonsen, der har sagt stop efter mere end 10 år på kroen. Det bliver primært Anita Sørensen, der kommer til at passe kroen, idet gemalen beholder sit arbejde som lagerchef i Farsø. Anita Sørensen har en solid baggrund med mere end 12 år i restaurationsbranchen. Hun er udlært bager og har siden været på restaurationer i Vendsyssel. - I første omgang har vi planlagt at starte ud med åbningstider efter behov - det vil sige, når der er arrangementer på kroen, siger Anita Sørensen, der primært satser på selskaber, men også mad ud af huset. Grethe og Villy Anthonsen har slået sig op på mad til hjemmeboende. Den del fortsætter Anthonsen. Anita Sørensen og Jan Hornbæk er bosat i Strandby, hvor de bliver boende. Kroens lejlighed udlejes.