Retssag

Par ville ikke udtale sig om barnekøb

Ægtepar købte barn i Polen, men ønskede ikke at udtale sig i forbindelse med sagen mod barnets biologiske mor

Arkivfoto: Bo Lehm

Arkivfoto: Bo Lehm

THISTED:Et ægtepar, der i november 2017 var tiltalt for brud på adoptionsloven efter at have købt en nyfødt dreng i Polen, ønskede torsdag ikke at udtale sig til den polske anklagemyndighed ved retten i Thisted.

Parret blev dengang frifundet for at have brudt adoptionsloven, men dømt for at have løjet sig til et dansk cpr-nummer efter overdragelsen af barnet i Polen.

Parret var indkaldt til retsmødet, da den polske anklagemyndighed ønskede en afhøring af parret i forbindelse med sagen mod barnets biologiske mor.

Normalt ville parret være vidner efter at være dømt i den danske sag, men da dommeren ved retten i Thisted ikke kunne garantere, at parret ikke risikerede at blive retsforfulgt i Polen, vurderede han i stedet parret som værende mistænkte i den polske sag.

De har derfor ret til ikke at udtale sig i den gældende sag. Parret har tidligere erkendt at have købt barnet i Polen i 2014 efter en internetannonce for 5500 kr.

De blev ved retten i Sønderborg i november 2017 idømt 20 dages betinget fængsel og 40 timers samfundstjeneste for afgivelse af urigtige oplysninger, men de fik lov til at beholde barnet. De er efterfølgende flyttet til Nordjylland.