EMNER

Paragraf truer ytringsfrihed

Ytringsfriheden er ikke meget værd, hvis det alene er dem med de "rigtige" holdninger, der kan komme til orde.

Ytringsfrihed handler om at kunne tale frit og bruge argumenter imod holdninger, man ikke deler. Desværre forbyder vores lovgivning at give udtryk for visse holdninger og forhindrer dermed en fri og åben debat. Det er den såkaldte racismeparagraf, der forbyder at sige visse ting i den offentlige debat. Siden 2000 har vi set en voldsom stigning i antallet af sager, hvor personer er blevet dømt for at have skrevet ting i bl.a. debatindlæg eller på hjemmesider, hvor holdninger og meninger udveksles. Derfor støtter jeg tænketanken CEPOS' forslag om at ændre racismeparagraffen, så folk ikke længere bliver straffet for at ytre deres meninger. Jeg deler på ingen måde disse holdninger, men hvis debatten alene måtte rumme holdninger, jeg og ligesindede er enig i, så bliver det så som så med debatten, og vi ender med svenske tilstande, hvor ingen tør sige højt, hvad de virkelig mener. I stedet ønsker jeg, at holdningerne kommer ud i det fri, så vi med fakta og gode argumenter kan skyde udokumenterede påstande og forkvaklede verdenssyn ned. Da en debattør sidste år udtalte, at muslimske fædre, onkler og fætre rask væk forgriber sig seksuelt på pigerne i deres familier, var meget få i tvivl om, at påstanden var grebet ud af den blå luft og sagde mere om debattøren end den pågældende gruppe. Sagen gav anledning til en debat om, hvor langt ude i skoven den slags påstande var, og rigtig mange benyttede deres ytringsfrihed til at tale debattøren midt i mod, der efterfølgende fremstod som verdensfjern og uvidende. Sagen er et godt eksempel på, hvor stærk ytringsfriheden er, men desværre også et eksempel på, hvordan loven forbyder folk at give udtryk for deres tåbelige holdninger. Debattøren blev nemlig dømt for racisme. En dom, der efterfølgende vil give folk med samme syn på verden grund til alene at ytre sig anonymt eller i lukkede kredse, hvor de ved sig sikre på kun at blive mødt med klapsalver. Sker det, mister vi andre muligheden for at tale disse mennesker midt i mod og fortælle dem, hvor tåbelige deres holdninger er. Selvfølgelig skal det ikke være tilladt at opildne en folkemængde gennem hadefulde udtalelser eller opfodre til at udøve vold mod visse befolkningsgrupper, som det f.eks. skete for nogle år siden, da yderligtgående muslimer opfordrede til at slå jøder ihjel. Ved at ændre racismeparagraffen, så den alene dæmmer op for vold, men tillader holdninger, uanset hvor tåbelige de er, sikrer vi en stærk debat, der vil kunne aflive mange myter og gøre forkvaklede påstande til skamme. Det vil ikke mindst komme vores mange minoriteter til gode og styrke vores demokrati.