Paraguay flytter ambassade fra Jerusalem til Tel Aviv

Paraguay flytter sin israelske ambassade tilbage til Tel Aviv. Israel lukker sin ambassade i Paraguay.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har lukket Israels ambassade i Paraguay, efter at Paraguay har meddelt, at det flytter sin Israel-ambassade fra Jerusalem til Tel Aviv. Foto: Ronen Zvulun/Ritzau Scanpix
Politik 5. september 2018 19:47

Der er opstået diplomatiske kurrer på tråden mellem Paraguay og Israel, efter at Paraguay har meddelt, at landets ambassade i Israel flyttes tilbage til Tel Aviv fra Jerusalem.

Paraguay flyttede tidligere i år ambassaden til Jerusalem fra netop Tel Aviv, efter at USA havde gjort det samme.

Efter meddelelsen onsdag fra Paraguay fortalte Benjamin Netanyahu, Israels premierminister og udenrigsminister, at Israel nu lukker sin ambassade i Paraguay.

Foruden USA og Paraguay har også Guatemala flyttet sin ambassade til Jerusalem. Netanyahu har forsøgt at overbevise andre lande om, at de også skal flytte deres ambassader til Jerusalem.

Den arabiske verden og specielt palæstinenserne har rettet skarp kritik mod amerikanerne for at have flyttet ambassaden til den by, som Israel har udråbt som sin hovedstad.

Israel erobrede den østlige del af Jerusalem under Seksdageskrigen i 1967 og har siden annekteret området.

Hele byen er nu efter israelsk opfattelse Israels evige og udelelige hovedstad.

Imidlertid ønsker palæstinenserne den østlige del af byen som hovedstad i en palæstinensisk stat. Dette punkt er i årevis er blevet forhandlet under fredsforhandlinger.

Så da USA og senere de andre lande flyttede ambassaderne til Jerusalem, blev det set som en stor sejr for Israel i striden med palæstinenserne.

Årsagen, til at Paraguay nu flytter sin ambassade igen, skal muligvis findes i, at landet har skiftet præsident.

Tidligere præsident Horacio Cartes rejste i maj til Israel for at åbne den nye ambassade i Jerusalem.

Han blev afløst på præsidentposten i sidste måned af sin konservative partifælle Mario Abdo.

- Paraguay ønsker at bidrage til, at de regionale diplomatiske bestræbelser på at finde en bred, retfærdig og varig fred i Mellemøsten intensiveres, siger Paraguays udenrigsminister, Luis Alberto Castiglioni.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...