Hobro

Parasol folder sig ud i Kongsdal

Ihærdig grillforpagter belønnes for sin stædighed

Idyllen breder sig i aften i Kongsdal. Privatfoto

Idyllen breder sig i aften i Kongsdal. Privatfoto

At TV Nord tirsdag aften slår "Parasollen" op ved Kongsdal Havn skyldes utvivlsomt en ualmindelig stædig, lokal grillforpagter. Johnny Andie Hansen, der driver Svanegrillen, kunne nemlig ikke bære, at sommerens tv-æterbårne støtteserie til fordel for Julemærkehjemmet i Hobro skulle gå Kongsdal/Assens-områdets næse forbi - og alene blive en Mariager-begivenhed på de kanter. - Lokalt føler vi, at det er Mariager her og der og alle vegne. I to måneder har jeg har lagt 50-70 timer i at få Parasollen til Kongsdal, fordi vi i bådelauget har en kanon fjordudsigt, og fordi alting ikke altid skal handle om Mariager. Og så selvfølgelig, fordi Julemærkehjemmet udfører et virkelig godt stykke arbejde for utrolig mange børn, fortæller Johnny Andie Hansen. I aften får den idylliske, men ifølge lokale svært oversete, jollehavn så lejlighed til at vise sig fra sin allermest solbeskinnede side med blandt andet helstegt pattegris. - Selv har jeg samlet sponsorgaver for 50-60.000 kroner, som skal sælges på auktion. Resten af sæsonen giver jeg en krone for hver solgt fadøl, betror grillforpagteren. - Et rigtig godt initiativ. Julemærkehjemmet har brug for vores støtte, kvitterer en af gavegiverne, brugsuddeler hans Peter Brohus, Assens. Parasollen sendes fra klokken 19.30 i aften.