EMNER

Parasollen må gerne være der

MIDTBYEN: Aalborg Kommune gjorde ikke noget galt, da det gamle Boulevard Apotek, der senest har været videobutik, blev lavet om til den sociale Café Parasollen. Naturklagenævnets formand har netop afgjort en klage over indretningen af Café Parasollen fra en nabo, der mente, kommunen brød lokalplanen. Men han fik ikke medhold, for den dispensation, kommunen gav til ombygningen, var tæt relateret til lokalplanens ordlyd, mener nævnet. Striden gik på ordene "publikumsorienterede butikker og service", som der står i lokalplanen for området. Med småt i lokalplanen er nævnt, at det er virksomheder, som indretter sig med et udstillingsvindue og som har en form for skrankeekspedition. Ordene med småt kan dog ikke opfattes som en del af planen, men er et bidrag til fortolkningen, skriver Naturklagenævnet. En café kan betegnes som en publikumsorienteret butik, og anvendelsen er derfor umiddelbart i orden. På grund af ordene var kommunen dog nødt til at lave en dispensation - men det var også ganske i orden, har Naturklagenævnet altså besluttet.beukel