EMNER

Parat til at betale mere for en bedre lejlighed

Carsten Jensen vil gerne blive i Øgadekvarteret

ØSTBYEN:Store stykker af væggen rasler ned, når man forsøger at skrue noget fast. Toilettet er ikke meget større end et skab, og rigtige skabe er det svært at finde en fornuftig plads til i lejligheden med dens smalle, upraktiske værelser. I entreen kan der i hvert fald ikke være et. Carsten Jensen, der er den lykkelige lejer af lejligheden Amagergade 7, stuen til venstre, ville gerne betale mere i husleje, hvis han til gengæld fik en mere moderne lejlighed. Men samtidig vil han gerne blive boende i Øgadekvarteret. - Jeg forelskede mig i kvarteret, straks da jeg kom til Aalborg. Her er en god stemning blandt folk og meget sjældent ballade. Og så ligger det i gåafstand fra centrum, fremhæver han. For knap et år siden fik han den 81 kvadratmeter store lejlighed i Amagergade. Den tilhører Boligforeningen Vanggårdens afdeling 1. - For mig, som er single, er lejlighedens størrelse helt fin. Men det ville være dejligt, hvis den var indrettet anderledes. Og specielt hvis man var en familie med børn, ville det være rart med et rigtigt badeværelse. Kammeret, som jeg bruger som kontor, er kun på 5,8 kvadratmeter, så det er næsten for lille til et børneværelse. Til gengæld sluger entreen 6-7 kvadratmeter, uden at den egentlig kan bruges til noget, siger Carsten Jensen. Lejligheden koster cirka 3300 kroner pr. måned, inklusiv vand og varme. Og det er billigt, erkender han. Prisen vil stige, hvis afdelingen bliver renoveret. Men Carsten Jensen, der arbejder som buschauffør hos Arriva, er parat til at betale. - Hvis vi stemmer nej nu, så får vi alligevel udgifter senere, som resulterer i en højere husleje. Der skal skiftes rør, tag, badeværelse og så videre, og jeg tror aldrig, at vi igen vil få tilbuddet om at få 80 procent af finansieringen godtgjort, argumenterer han. Carsten Jensen er godt klar over, at en del andre beboere i ejendommen har sværere ved at forholde sig til de forandringer, som en midlertidig genhusning betyder, end han selv har. - Jeg er vant til at leve med flyttekasser, og det er selvfølgelig anderledes for dem, som har boet i deres lejlighed i 30-40 år. Men jeg mener alligevel, at det må være i alles interesse, at vi fremtidssikrer boligerne med blandt andet elevator og brede døre. For dem, som er oppe i årene, kan det betyde, at de kan blive boende i flere år frem, end de måske ellers ville have kunnet, siger han. Carsten Jensen er selv medlem af afdelingsbestyrelsen og bliver en af dem, der i den kommende måneds tid kommer til at fortælle mere om projektet til de øvrige beboere. Lige nu forventer han, at der bliver indkaldt til orienteringsmøde opgang for opgang. Selve afstemningen vil nok blive holdt senest i november.