Parat til start

Bjørn Themsen
For­året er over os, og det er tid til et grun­digt ef­ter­syn af cam­ping­vog­nens sik­ker­hed - og så selv­føl­ge­lig for­års­ren­gø­rin­gen.Pol­fo­to
Turisme 11. marts 2007 05:00

Når du gør campingvognen klar til den nye sæson, efter at den har stået stille vinteren over, er der en lang række ting, du skal være opmærksom på. Sikkerheden er selvfølgelig det vigtigste, men de fleste vil jo også gerne have, at campingvognen ser godt ud og holder værdien, så vi bringer også en række andre råd. Det allerførste, der skal på plads, er at få aftalt tid til det årlige serviceeftersyn på campingvognen. Der er mange, der sparer lidt på pengene og trækker eftersynet til hvert andet eller tredje år, men har du en nyere vogn, er der nogle garantieftersyn, der skal overholdes. Mange vogne har for eksempel fem års fugtgaranti, men det kræver et årligt eftersyn. Hjul og dæk De vigtigste elementer vedrørende sikkerhed, når det kommer til en campingvogn, er dæk, blinklys, bremser, træ og - hvis man har det - gas. Oftest klodser man campingvognen op vinteren igennem. Men selv hvis den ikke er klodset op, bør du kontrollere og efterspænde hjulmøtrikkerne, før du kører ud igen. Gør det, før du kører ud første gang, og derefter for hver ca. 2000 km. Kig samtidig efter, om dækkene stadig lever op til kravene om 1,6 millimeters slidbane. Det kan du gøre ved hjælp af slidbaneindikatorerne - nogle 1,6 mm forhøjninger i bunden af dækrillerne. Når indikatoren er i plan med selve slidbanen, er dækket ulovligt. Slidbaneindikatorerne er markeret med gule pile. Hvis du har en ældre campingvogn eller har købt brugt, så vær ekstra opmærksom. Dækkene vil sjældent nå at slides op, men vil degenerere. Er de mere end seks år gamle, bør de udskiftes. På dæksiden er der typisk en såkaldt DOT-kode, som angiver fabrikationstidspunktet. Eksempelvis betyder 3405, at dækket er fabrikeret i uge 34 i 2005. En ældre kode 278 viser, at dækket er fra uge 27 i 1998. Husk også at kontrollere reservehjulet. Bremser og blinklys Bremser på campingvognen skal efterses hver 2000-3000 km. Alle værksteder, der er autoriserede af Dansk Camping Union, tilbyder bremsetest. Men derudover bør du altid selv se efter, om alle påløbsbremsens bevægelige dele fungerer. Blinklysene skal selvfølgelig virke perfekt. Et svagt punkt er stikkontaktforbindelsen mellem vogn og bil, da den har tendens til at irre til. Kontaktbenene i stikprop og stikdåse kan rengøres med kontaktspray. Skil stikproppen ad og se, om skrueforbindelserne er rustne. Er det tilfældet, så skift stikproppens poler ud. Efterse også pærerne og positions- og nummerpladelys. Træk Selve kuglen bør altid beskyttes godt. Du skal “affedte” kuglen inden sammenkobling med campingvognen, så du opnår den fulde effekt af slingretrækket. Kæberne i slingretrækket fungerer bedst, hvis de er så rene som muligt. Gas Gasinstallationen skal holdes i orden og bør regelmæssigt efterses af en fagmand (autoriseret gasmester eller gasleverandør). Du kan dog selv kontrollere gasslangens tilstand og alder, da den er datomærket. Er den mere end tre år gammel, anbefales en udskiftning. Du kan også få en trykprøvning hos en campingforhandler. Fugt Desværre er det ikke alle, der kan få campingvognen opbevaret indendørs, og fugtskader er almindelige. Kondens er den hyppigste kilde til fugt. Typisk er der kondens mellem de to lag i campingvognens akrylvinduer. Den forsvinder som regel i løbet af nogle uger. Men længere tids fugtpåvirkning kan skabe råd og andre skader på campingvognen. Du kan eventuelt få foretaget et årligt fugteftersyn, der koster mellem 500 og 1000 kroner. Læs mere på Dansk Camping Unions hjemmeside - gå ind under “Camping - Fritid” og søg på “fugttest”. Rengøring Har campingvognen eller autocamperen stået udendørs i vinterens løb, bør den selvfølgelig vaskes grundigt. Men pas på med rensemidler til at fjerne sorte striber og misfarvning. Brug kun godkendte produkter. Giv en gang lakforsegling, men undlad at bruge et produkt med hvide pigmenter, da det kan sætte sig i pladernes fordybninger. Vinduerne skal vaskes godt af, men brug kun godkendte midler til at polere med, da akrylvinduer let bliver både ridsede og fedtede at se på. Vandsystemet bør også renses i hvert fald hvert andet år. Du kan med fordel bruge Rodalon. Følg vejledningen på etiketten, og husk at skylle godt efter. Fordelen ved Rodalon frem for Klorin er, at det ikke lugter af klor og ikke skulle være så giftigt for mennesker og dyr. Husk at sætte bundproppen fast i tanken og lukke for bundventilen til el-vandvarmeren, før du går i gang. Til slut kan du give en gang silikone eller talkum på gummilisterne ved vinduer og døre, så de vedbliver at slutte tæt. Endelig må du ikke glemme forteltet. På www.isabella.net kan du læse mere om fortelte og rengøring af heraf.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...