Parat til tjek af børns bisser

300 børn har valgt den nye kommunale klinik i Arden

Den nye tandlægestol på klinikken i Arden pakkes ud. Fra venstre er det klinikassistent Elsebeth Hannesbo, tandlæge Lotte Eschou og overtandlæge Kirsten Andersen, der "afslører" det nye grej. Foto: Grete Dahl

Den nye tandlægestol på klinikken i Arden pakkes ud. Fra venstre er det klinikassistent Elsebeth Hannesbo, tandlæge Lotte Eschou og overtandlæge Kirsten Andersen, der "afslører" det nye grej. Foto: Grete Dahl

Nu kan eleverne ikke bare få udfyldt de kundskabsmæssige huller på Arden Skole, de kan også få fyldt hullerne i tænderne ud, hvis de er så uheldige at have bøvl med emaljen. En ny kommunal tandklinik åbner i den kommende uge på Arden Skole. Klinikken har set dagens lys for at opfylde et behov for tandlægebehandling af børn i området, nu hvor Mariagerfjord Kommune ikke længere har en aftale med en privat tandlæge i Arden om tjek af de 0-15-åriges tænder. 300 børn i den ny klinik I distriktet er der cirka 1000 børn i alderen nul til 15 år. 300 har valgt at blive tilknyttet den nye kommunale klinik på Arden Skole. Andre 300 vil hellere have foretaget tandtjekket på den kommunale klinik i Hobro. I begge tilfælde er behandlingen gratis. De sidste 400 vil bruge privat tandlæge efter ordningen om frit valg, som betyder, at de selv skal betale 35 procent af regningen. Tidligere var det den lokale privatpraktiserende tandlæge, Claus Dønvang, der lavede tandlægearbejde for distriktets børn. Men sammen med flertallet af de private tandlæger (9 af 10) sagde Claus Dønvang sidste år nej tak til kommunens udspil til en ny aftale. Overtandlæge i Mariagerfjord Kommune, Kirsten Andersen, betegner den nye klinik på Arden Skole som "et fagligt fuldt forsvarligt tilbud" til undersøgelse, forebyggelse og mindre behandlinger, der ikke kræver lattergas. Læs også NORDJYSKE Stiftstidende lørdag.