Politik

Paris hjemkalder Rom-ambassadør efter vilde påstande

Frankrig kalder stærkt kritiske udtalelser fra den italienske regering for de værste siden Anden Verdenskrig.

Den italienske regering har på det seneste flere gang udtalt sig særdeles kritisk om den franske præsident, Emmanuel Macron (billedet) (Arkivfoto).

Den italienske regering har på det seneste flere gang udtalt sig særdeles kritisk om den franske præsident, Emmanuel Macron (billedet) (Arkivfoto).

PARIS:En spirende konflikt mellem de to store europæiske allierede Frankrig og Italien nåede torsdag sin foreløbige kulmination.

Frankrig har således kaldt sin ambassadør i Italien hjem til konsultationer.

Det hedder i en meddelelse fra udenrigsministeriet i Paris, at det sker efter kritik "uden fortilfælde" fra Italiens regering.

Tidligere på ugen mødte den italienske vicepremierminister Luigi Di Maio med tilhængere af "de gule veste" i Frankrig, der hver weekend demonstrerer mod præsident Emmanuel Macron og den franske regering.

Det er ofte sket med vold.

Frankrig har været udsat for en serie af "provokationer" fra regeringen i Rom, siger udenrigsministeriet i Paris.

- I adskillige måneder har Frankrig været udsat for gentagne beskyldninger, ubegrundede angreb og vilde påstande, hedder det.

Anklagerne fra Rom kaldes "uden fortilfælde" og de værste siden afslutningen af Anden Verdenskrig.

- Det er én ting at være uenige, men at manipulere forholdet for at påvirke valgresultater er noget helt andet, lyder det videre i Frankrigs udtalelse.

Frankrigs beslutning markerer en voldsom optrapning i forholdet mellem de to EU-lande og nabolande.

Den italienske regering består af det heterodoks Femstjernebevægelsen samt højrepartiet Liga.

De to partiers ledere, vicepremierministrene Luigi Di Maio og den indvandringskritiske Matteo Salvini, har angrebet Frankrig i en række sager, der har været egnet til skabe splid.

- Alle disse handlinger skaber en alvorlig situation, som rejser spørgsmål om, hvad der er den italienske regerings hensigt, lyder beskeden fra Paris.

Det italienske udenrigsministerium har torsdag eftermiddag ikke kommenteret Frankrigs beslutning.

/ritzau/Reuters