Paris Saint-Germain hyrer Pochettino som ny cheftræner

Mauricio Pochettino overtager trænerjobbet i den franske storklub efter fyrede Thomas Tuchel.

Mauricio Pochettino stod senest i spidsen for Tottenham, hvor han blev fyret i november 2019. (arkiv)

Mauricio Pochettino stod senest i spidsen for Tottenham, hvor han blev fyret i november 2019. (arkiv)

PARIS:Det bliver Mauricio Pochettino, der fremover får det sportslige ansvar for den franske storklub Paris Saint-Germain.

Pochettino afløser Thomas Tuchel, der blev fyret tidligere på ugen.

Klubben skriver på sin hjemmeside, at den nye cheftræner er ansat på en kontrakt gældende til sommeren 2022 med option på endnu et år.

Den 48-årige argentiner stod senest i spidsen for Tottenham, men har været uden job, siden han blev fyret i London-klubben for lidt over et år siden.

Med den nye aftale vender Pochettino tilbage til klubben, hvor han selv spillede i to sæsoner fra 2001 til 2003.

Han kalder sig selv "glad og beæret" over at få ansvaret for den ambitiøse klub, der har stjernenavne som Neymar og Kylian Mbappé i truppen.

- Jeg vender tilbage til klubben med en masse ambitioner og ydmyghed, og jeg ser frem til at arbejde med nogle af de mest talentfulde spillere i verden.

- Dette hold har et fantastisk potentiale, og jeg vil gøre alt for at få de bedst mulige resultater i alle turneringer, siger Pochettino til klubbens hjemmeside.

Argentineren kan forvente at komme under hårdt resultatpres i sit nye job.

Hans forgænger, Thomas Tuchel, blev udstyret med en fyreseddel, blot fire måneder efter at han havde ført klubben til Champions League-finalen, der blev tabt knebent til Bayern München.

I sine to et halvt år i den franske hovedstad vandt Tuchel to franske mesterskaber, en pokaltitel og den franske liga cup.

Men det hører med til historien, at holdet under tyskerens ledelse startede denne sæson mindre overbevisende.

PSG er således "blot" på tredjepladsen i den bedste franske række et point efter Lyon og Lille.

Nu er det altså op til Pochettino at indfri de tårnhøje ambitioner i den pengestærke klub.

- Pochettinos tilbagevenden passer perfekt til vores ambitioner og vil markere et nyt kapital for klubben, som helt sikkert vil glæde vores tilhængere, siger klubpræsident Nasser Al-Khelaïfi.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.