Skelund

Park fylder fem år

ØSTER HURUP: Søndag 10. august er det fem år siden, at foreningen Fruerlundparken blev stiftet, og fødselsdagen fejres med et åbent hus-arrangement. Programmet ligger endnu ikke fast, men foreningsformand Aage Husum planlægger blandt andet at tilbyde de besøgende fri adgang til parkens aktiviteter - petanque, bowling, minigolf, kanoer, små køretøjer og rutsjebane. Derudover vil foreningen forsøge at etablere ridning, bueskydning, øksekast, klatring og endda menneske-bowling på en våd presenning. Bestyrelsen tænder grillen, så alle opfordres til at komme med en picnic-kurv til fødselsdagen, som borgmester Karl Christensen (S) dukker op til. Fruerlundparken benyttes dagligt til en lang række aktiviteter. På fredag lægger stedet græs til den årlige Open Air-koncert, og søndag 27. juli holder præsterne fra Als og Skelund sammen med menighedsrådene en friluftsgudstjeneste. Petanque-spillet er én af mest populære sportsgrene i parken, og for nylig blev antallet af baner udvidet til seks. Petanque-afdelingen er også vokset, og tre hold - Knold, Tot og Tue - er meldt til efterårets turnering, hvor de dyster mod hold fra hele Himmerland.