Frederikshavn

Park Vendia som fælles projekt

PLACERING:Endnu er vi ikke skatteydere i Hjørring Kommune, men fra 2007 trækker vi borgere i Sindal, Løkken-Vrå og Hirtshals på samme hammel. Til den tid vil vi stå last og brast om de fælles udgifter som vil være til stede. Derfor er det rimeligt, at der fokuseres særligt på investeringer, der besluttes forinden i sammenlægningskommunerne. Et storslået projekt som Park Vendia til mange millioner kroner er så vidt det offentligt er kendt på vej til endelig godkendelse i Hjørring Byråd. Forinden har projektet været fremsendt til byrådene i Sindal, Løkken-Vrå og Hirtshals til orientering, er det fremgået af dagspressen. Der er ingen tvivl om, at Park Vendia vil blive et stort aktiv for Ny Hjørring Kommune, dog er det trist at visionen ikke rækker til en bedre og mere ideel beliggenhed. En beliggenhed nærmere motorvejen ville være langt at foretrække for borgerne i SIndal, Hirtshals og Vrå. Løkken og Lønstrup og det vestlige område må vente på en tiltrængt trafikåre syd om Hjørring og over til motorvejen. Hjørringborgerne som ikke benytter egen bil har rig mulighed for at benytte bybusser til Park Vendia. Er man fortsat i tvivl om vigtigheden af Park Vendias placering, vil jeg foreslå at politikerne aflægger Arena Nord i Frederikshavn et besøg.