Parkens e-sportshold henter dansk Fifa-mester hjem

North, der er Parken Sport & Entertainments og Nordisk Films e-sportssatsning, har købt 22-årige "Agge".

August Rosenmeier (th.) - her kort efter at have vundet VM i Fifa i 2014 - har skrevet under med e-sportsholdet North. Foto: Tasso Marcelo/Ritzau Scanpix

August Rosenmeier (th.) - her kort efter at have vundet VM i Fifa i 2014 - har skrevet under med e-sportsholdet North. Foto: Tasso Marcelo/Ritzau Scanpix

North, der er en dansk e-sportsorganisation, som ejer Counter-Strike-holdet af samme navn, har købt Fifa-spilleren August "Agge" Rosenmeier.

Det skriver North i en pressemeddelelse.

August "Agge" Rosenmeier har tidligere spillet fodboldspillet Fifa for Paris Saint-Germain og Hashtag United, hvor han kom til i oktober 2017. Han har vundet VM og flere danmarksmesterskaber.

- Jeg er stolt og glad over at få muligheden for at udvikle mig som Fifa-spiller hos North. North tilbyder topprofessionelle rammer, og de har i øvrigt samme ambitioner som mig - min ambition er at blive verdensmester igen.

- Jeg har fået masser af erfaringer ved at spille i udlandet, og jeg har vundet verdensmesterskabet. Nu er målet at forbedre mig endnu mere og genvinde titlen, skriver August “Agge” Rosenmeier i pressemeddelelsen.

Det nye medlem af North skal træne i Telia Parken.

North ejer allerede Counter-Strike-holdet North, der er det sjettebedste hold i verden ifølge hltv.org.

Med købet af August Rosenmeier satser North nu også yderligere på en anden e-sport end Counter-Strike.

- Fifa som e-sport er i kraftig vækst. Verdensmesterskaberne så i år en 400 procents vækst i antallet af seere, og i alt 29 millioner så med på tværs af platforme.

- Det her er næste skridt i udviklingen af North som multigame-organisation. "Agge" er et af de største e-sportsbrands i Danmark, og det kan vi udnytte overfor nuværende og kommende samarbejdspartnere, siger direktør for North Christian Sørensen.

August Rosenmeier har 45.900 følgere på Twitter og 24.600 følgere på Instagram.

North er ejet af Parken Sport & Entertainment og Nordisk Film i fællesskab. Selskabet afgiver ikke offentlige regnskaber men tabte over 10 millioner kroner i 2017.

Christian Sørensen har tidligere fortalt til Ritzau, at man forventer at gå i nul 2020.

Danmark er langt fremme, når det kommer til e-sport. Blandt andet er verdens bedste Counter-Strike-hold, Astralis, dansk.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.