Tyverier

Parkering afslørede biltyve

En parkering i et vejkryds i Aalborg førte politiet på sporet af et biltyveri i Århus.

Torsdag morgen omkring klokken 8.30 parkerede to unge mænd en bil i krydset ved Sønderbro og Østre Allé i Aalborg. Den parkering skulle blive dyr, for et vidne så de to, og fulgte efter dem, da de forlod bilen, og de blev anholdt kort tid efter på Bornholmsgade 400 meter derfra. Det var dog ikke parkeringen, der var de to unge mænds største problem. Bilen viste sig nemlig at være stjålet, og føreren af bilen kan samtidig vente en sigtelse for spirituskørsel. De to unge mænd er 23 og 24 år, og kommer fra Tranbjerg og Viby ved Århus. De nægter begge at have haft med den stjålne bil at gøre. - Men vi har så godt et vidne, så det er som at benægte fakta, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi.