Parkeringshus skal pakkes ind

Fjordgade bliver navlestreng mellem centrum og Musikkens Hus

AALBORG:En ny fire etages bebyggelse langs Fjordgade og en bid af Nytorv medfører, at det alt andet end kønne Metax parkeringshus bliver "pakket ind". Byggeriet i Fjordgade er en af de ting, som byrådets tekniske udvalg i dag skal tage stilling til. Sagen er aktuel, fordi Aalborg Kommune næste år agter at sælge parkeringshuset med tilhørende grund. Et salg, der er budgetteret til at indbringe 35 millioner kroner. - Et beløb i den størrelsesorden kan salget næppe indbringe, hvis køberen ikke får lov at bygge. Men det handler i mindst lige så høj grad om at få lavet en harmonisk og smuk forbindelse mellem byens centrum og den nye havnefront med blandt andet Musikkens Hus, forklarer teknisk rådmand Henrik Thomsen. Medlemmerne af teknisk udvalg skal også drøfte, hvorvidt Metax servicestation med tankanlæg og vaskehal skal have lov at blive liggende. - Min personlige holdning er, at det bør flyttes. Ikke fordi jeg har noget imod Metax eller fordi jeg synes, det skal sparkes langt ud af byen. Men jeg synes ikke der er plads til en tankstation på så centralt et sted. Det kan eventuelt flyttes et stykke længere ud ad Østerbro, siger Henrik Thomsen. Ialt er der mulighed for at bygge yderligere 12.000-15.000 etagemeter i området afhængig af, om tankstationen forsvinder eller ej. Samtidig med, at Fjordgade bebygges, er det tanken at fjerne bilerne fra Gabelsgade, så det kommer til at fungere som et rigtigt torv. Gabelsgade er parkeringspladsen, der ligger på Nytorv lige over for Føtex. Til gengæld bliver der muligvis flere parkeringspladser i p-huset, hvor lejekontrakten med Metax udløber næste år. I hvert flad er der mulighed for at bygge yderligere en etage ovenpå parkeringshuset, så der bliver fem dæk med biler.