Parlamentariker vil stramme regler om forbrænding af affald

EU må stramme sine regler om håndtering af affald, så der bliver sat en stopper for forbrænding af affald og halm, og så plastmaterialet pvc genanvendes og ikke brændes.

Det siger Junibevægelsens EU-parlamentariker Bent Hindrup Andersen efter oplysninger om, at økologiske æg indeholder mere af giftstoffet dioxin end konventionelle æg. For kort tid siden standsede Fødevareministeriet fiskeri og salg af sild og laks fra Østersøen efter fund af for store mængder dioxin i fiskene. Dioxin er kræftfremkaldende og virker hormonforstyrrende. Stoffet, der især dannes ved afbrænding af organisk affald, er svært nedbrydeligt og ophobes i fødekæden. Økologisk Landsforening offentliggjorde mandag nye rapporter fra Sverige og Holland, som viser, at forekomsten af dioxin i økologiske æg er større end i konventionelle æg. De danske økologer er bekymrede og opfordrer de danske myndigheder til at undersøge forekomsten i danske æg og til at finde kilden til forureningen. /ritzau/