Parløb med lutter vindere

Fire fleksjobbere giver de ældre i Sydbyen en hjælpende hånd to timer om dagen

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ester Christensen og fleksjobber Marianne Bille på tandemcyklen, som Sydbycenteret i øvrigt har lånt af Strandgården i Strandby. Nu vil de gerne have deres egen cykel i Sydbyen og leder efter en sponsor eller to, der vil finansiere indkøbet. Foto: Bent Jakobsen

FREDERIKSHAVN:- Jeg er godt tilfreds - med det hele. Jeg kommer ud og får noget motion og forleden var vi nede i byen og plukkede nogle blomster. Ester Christensen er velfornøjet og det har sine gode grunde. Hun er pensionist og bor i Sydbycenteret på L.P. Houmøllers Vej. Lige nu er hun ud at cykle på en specialbygget tandem. Med til at trampe i pedalerne er hendes cykelmakker, Marianne Bille, en af fire fleksjobbere, som arbejder i Sydbycenteret. Marianne er social- og sundhedshjælper. For nogle år siden kom hun galt af sted og ødelagde ryggen, da hun skulle løfte en af de ældre. Hun er erklæret totredjedels uarbejdsdygtig, men har nu fået et fleksjob . 20 timer om ugen hjælper hun de ældre med nogle af de ting, som hjemmehjælperne ikke har tid til. - I morgen skal jeg med en af de ældre på sygehuset i Aalborg. Som ledsager og støtte. Jeg har også været ude og hjælpe med at tage julepynt ned og har lige været med en ældre dame på kirkegården, hvor hun lagde blomster på mandens gravsted, og vi har også planer om at tage i teateret, i biografen og til parkunderholdning til sommer, fortæller Marianne. Bedre livskvalitet ”At lægge liv til årene” er den poetiske titel på projektet, der tjener to formål: Dels skaber kommunen nogle af de hårdt tiltrængte fleksjobpladser, dels får ældreplejen et kvalitetsløft. Birthe Lien, 55 år, er også startet som fleksjobber i Sydbycenteret. Efter 30 år ”i fisken” i Skagen flyttede hun i 1999 til Elling, fik job på et vaskeri og senere som hjemmehjælper, indtil hun for to år siden fik en hjerneblødning. - Jeg kan arbejde 15 timer om ugen og startede med arbejdsprøvning i november. Nu er jeg her og det er bare alletiders, siger Birthe. Sammen med en tidligere automekaniker, som efter en motocrossulykke også har nedsat arbejdsevne, tager hun på busture med de ældre. - Forleden var vi i Skagen med en ældre mand, som har sejlet meget. Han længtes efter at se noget vand og vi var også ind på en lille restaurant, Kabyssen, hvor han kunne sidde og se på alle de gamle skibsting, fortæller Birthe. De har allerede planlagt udflugter til Lønstrup og til Aalborg Zoo, mens ”mandeklubben” fra Sydbycenteret skal en tur til Bygholm Vejle. - Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad vi kan lave, supplerer Ulla Svendsen, der er leder af centeret.