Parløb mod singletoppen

Triton-duo høster frugterne af flytning til Århus og hårdere træning

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jan Ø. Jørgensen har gode chancer for at slå sig gennem kvalifikationen til Denmark Open, der begynder i morgen i Århus. Foto: Michael Koch

ÅRHUS:Målet er individuel succes, men makkerskab kan sagtens være et vigtigt middel. Nordjyllands to bedste herresingler har haft stor gavn af hinanden, efter at de i sommer valgte at optrappe badmintonkarrieren ved at flytte til Århus for at træne mere og hårdere under ledelse af Morten Frost i byens elitecenter. - Vi klinger godt sammen og ligner hinanden meget. Vi har samme form for humor og samme seriøse indstilling til vores sport, siger 21-årige Kristian Nielsen om samspillet med den knap tre år yngre Jan Ø. Jørgensen. De coacher hinanden De kendte i forvejen hinanden fra Triton og repræsenterer fortsat Aalborg-klubben efter flytningen til Århus, hvor Kristian Nielsen har overtaget en privat lejlighed efter badmintonkollegaen Camilla Sørensen, der er rejst til København, mens Jan Ø. Jørgensen har bosat sig i en af Team Danmarks lejligheder. Den nordjyske duo har fulgtes ad til udenlandske turneringer og rådgivet hinanden på vejen mod opmuntrende resultater, der toppes af Jan Ø. Jørgensens imponerende førsteplads i Tjekkiet, mens begge senest nåede kvartfinalerne i Polen. Mental træning - Jeg spillede sæsonens dårligste kamp i kvartfinalen, men havde forinden vundet over den fjerdeseedede spiller og fik en masse selvtillid med hjem. Især i første runde af en turnering har jeg tidligere været meget nervøs og er derfor begyndt at samarbejde med en idrætspsykolog, og han har virkelig styrket mig mentalt, fortæller Kristian Nielsen, der dog oplevede et tilbagefald i lørdags med et uventet nederlag i Tritons 1. divisionsmatch mod Gentofte. Han erkender, at omvæltningen i sommer var hård. - I centret i Århus foregår det hele meget mere intenst, end jeg var vant til, og jeg havde især svært ved at komme i gang med morgentræningen, men nu har jeg vænnet mig til de nye forhold og har faktisk fået mere lyst til at træne. Rugbrødstræning Jan Ø. Jørgensen betegner springet som en ubetinget succes. - Jeg har vænnet mig til at bo alene og træne mere langt hurtigere end ventet, og de hårde øvelser under Morten Frost er en værdifuld rugbrødstræning, som eksempelvis hjalp mig meget under de mange kampe i Tjekkiet. Tidligere har jeg mere trænet teknisk og taktisk under Kenneth Larsen, og kombinationen af de to trænerkapaciteter er helt perfekt. Jan Ø. Jørgensen supplerer sin øgede satsning på badminton med en snes ugentlige timer på HHX-studiet, hvor han er i gang med det tredje af fire normerede år, mens Kristian Nielsen holder en pause fra studierne i kølvandet af studentereksamen og krydrer sine egne slag til fjerbolden ved at virke som træner i Hobro to gange om ugen. Vigtigt at vise flaget I morgen forsøger begge at kæmpe sig gennem kvalifikationen til Denmark Open i Århus, og Jan Ø. Jørgensen betegner turneringen som den vigtigste i efteråret. - Jeg kan sikkert score flere point i mindre turneringer i andre lande, men det betyder meget at vise flaget på hjemmebane, og det kunne være lækkert at gentage sidste års præstationer, lyder det håbefuldt med henvisning til hans opsigtsvækkende sejr over Peter Mikkelsen i første runde af hovedturneringen. Ultimativ udfordring I år er det målet at komme videre fra en tilsyneladende overkommelig kvalifikationspulje, suppleret af en sejr over Team Århus-spilleren Christian Lind Thomsen, hvorefter Jan Ø. Jørgensen i anden runde vil stå over for en næsten ultimativ udfordring i skikkelse af den semifinaleseedede kineser Chen Yu. Så langt tør Kristian Nielsen kun drømme om at nå. - I kvalifikationen har jeg fået den dårligst tænkelige lodtrækning, og især Joachim Fischer virker som en stor mundfuld. Men han er en af de spillere, jeg skal kunne true og også gerne besejre, hvis jeg vil videre fremad. Og det vil jeg.