Parter tilfredse efter strejke

Fagforbundet 3F, medarbejdere og ledelse tilfredse efter møde onsdag på Beredskabscenter Aalborg

AALBORG:Et møde onsdag formiddag på Beredskabscenter Aalborg er endt med, at begge parter udtrykker tilfredshed, efter at 10 ansatte var gået i arbejde igen onsdag morgen.

De strejkende medarbejdere udfører hovedsageligt flytteopgaver og er tilknyttet Beredskabsskolen i Rørdal.

De nedlagde arbejdet både mandag og tirsdag i utilfredshed med, at de ikke bliver hørt af ledelsen.

De 10 ansatte, der er medlemmer af fagforbundet 3F, gik hjem mandag morgen, og konflikten endte tirsdag i et mæglingsmøde i København mellem hovedforbundene 3F og KL.

Arbejdsnedlæggelsen blev erklæret overenskomststridig, og de ansatte gik i arbejde igen onsdag morgen klokken 7.30.

Mandag morgen eskalerede situationen efter lang tids frustration.

- De har gentagne gange henvendt sig til deres ledere med problemer, som ikke er blevet løst. Der har ikke været lydhørhed, forklarede Claus Pedersen tirsdag.

Efter mødet på Beredskabscenter Aalborg var der tilfredshed:

- Vi har holdt et møde med ledelsen, og der var en positiv forhandlingsvilje. Det var et godt møde, og vi er blevet imødekommet. Blandt andet har vi forhandlet en aftale om frokostpausen, som vores medarbejdere er gået med til kan holdes, når det passer ind i arbejdsrytmen. Til gengæld får de et tillæg. Vi har blandt andet også forhøjet et flyttetillæg med 60 procent, og det er ikke længere sådan, at medarbejderne skal bruge deres egen private telefon i forbindelse med arbejdet. Der bliver indkøbt telefoner, fortæller formanden for Den Offentlige Gruppe i 3F Aalborg, Claus Pedersen.

Chefen for Beredskabscenter Aalborg, Jørgen Pedersen, er godt tilfreds, fordi medarbejderne genoptog arbejdet.

- Det er rigtigt, at vi har holdt et godt møde, siger Jørgen Pedersen og tilføjer:

- De gik jo i arbejde her til morgen, og det er gået helt efter planen, kan man sige.

- Det er mindre ting, der har været. Der sker ikke noget dramatisk anderledes, siger Jørgen Pedersen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.