Parterne i havneskandale mødes på Rådhuset

Efter masser af undersøgelser af Voerså Havn sigtes der nu mod et forlig

Havne 28. oktober 2002 07:00

VOERSÅ: Politikerne i Sæby Kommune håber på, at et forlig omkring Voerså Havn venter om hjørnet. Efter lang tids brevveksling mellem advokaterne og efter et hav af undersøgelser af havnen skal formanden for teknisk udvalg, Per Therkildsen (V) og næstformand i samme udvalg Brian Pedersen (S) forsøge at hive et forlig i land. Det sker på et møde på Sæby Rådhus 12. november. Udover de to politikere vil også Sæby Kommunes advokat, Lars Espersen, samt modpartens advokater være til stede. Modparten er i dette tilfælde Havneconsult, der har bygget havnen i Voerså. - Vi har simpelthen ikke fået den vare, vi har betalt for. Derfor håber jeg på, at HavneConsult står ved deres ansvar, siger Brian Pedersen, der efterhånden har masser af materiale fra den langstrakte sag. Syns- og skønsmanden har foretaget grundige undersøgelser af havnen, og på nuværende tidspunkt er alle spørgsmål i sagen blevet besvaret. Det er hovedsagelig på den baggrund, at parterne nu skal mødes. Elendig forfatning Det forfejlede havneprojekt byder blandt andet på underdimensionerede havneværker samt en mole, der er i elendig forfatning, og ude i det lille fiskerleje konstaterer man, at rådgivningsfirmaet ikke var opgaven voksen, da man rådgav kommunen om projektet. Mogens Berg Jensen fra Voerså Fiskerleje redegjorde fornylig for situationen, og han understregede, at man i fiskerlejet ønsker et forlig i sagen fremfor en retssag mellem kommunen og Havneconsult. Brian Pedersen er forsigtig med at spå om mødets resultat, men han understreger, at udgangspunktet er, at få den havn i Voerså, som kommunen i sin tid betalte for. Sagen er trukket ud, og politikerne har blandt andet været nødt til at sikre havnen mod vinterstorme, så der ikke sker yderligere skader. Voerså Havn kostede godt 12 mio. kroner at bygge. Heraf betalte kommunen cirka seks mio. kroner, mens EU betalte den anden halvdel af anlægs-udgiften.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...