Parti af sporet

NY ALLIANCE/EURO: Det må efterhånden være svært at være medlem af Ny Alliance. Senest har ledelsen i NA besluttet, at euroen ikke er god for Danmark. Vel at mærke fordi man i partitoppen har fundet ud af, at euroen er en svag valuta! Ja, man ved i bogstaveligste forstand ikke, om man skal grine eller græde. Euroen er en stærk valuta. Den har fastholdt en lav inflation og en stabil rente og er nu en verdensvaluta på linje med dollaren. Nogle OPEC-lande har endda luftet tanken om at fastsætte olieprisen i euro. Har man stemt på NA, må man i disse dage overveje, hvad man bør gøre for at få partiledelsen tilbage på sporet. Partiet har jo markedsført sig på at være et liberalt parti, som ser fuldt dansk medlemskab af EU som en hovedprioritet. Jeg kan derfor kun håbe, at Naser, Jørgen og Anders har det fornødne politiske mod til at indse, at man har begået en brøler. Det vil være godt for Danmark at være med i euroen og det ville være godt for Ny Alliance at skabe ro og klarhed om partiets EU-linje. Danmark og ikke mindst Ny Alliance har simpelthen ikke råd til andet!