EMNER

Parti kan stadig genrejses

Socialdemokraterne mistede fem mandater - og tabte valget. Venstre mistede fire mandater - og genvandt regeringsmagten. Og mens Socialdemokraterne græd, kunne Venstre-folkene juble. Forunderlige - men forståelige scenarier efter valgopgøret.

På valgaftenen drog Mogens Lykketoft konsekvensen. I en på samme tid modig og patetisk tale til sine partifæller erkendte han, at nederlagets første pris måtte være, at han forlader formandsposten. Modigt, javel. Men nødvendigt. Forhåbentligt kan formandsskiftet gennemføres både værdigt og konsekvent. Værdigt i den forstand, at der ikke udløses endnu et opslidende og partiødelæggende personopgør. Konsekvent fordi Mogens Lykketoft ikke er eneansvarlig for, at Socialdemokratiet nu fremstår som et sønderslået og smadret parti. Derfor knytter der sig store forventninger og håb til den socialdemokratiske partihovedbestyrelse, når den i dag træder sammen for at vurdere ikke blot det store: "Hvorfor er det gået så skrækkeligt?". Men i lige så høj grad gør sig tanker om, hvordan partiet kan overvinde den mistillid, som vælgerflugten er udtryk for. Svaret må være en gennemgribende udskiftning af hele det geled, som nu er slidt op. Men det drejer sig i lige så høj grad om at få formuleret en politik, der kan vinde vælgerne tilbage. Ved at genskabe troværdigheden. Det betyder: Et parti med en politik, hvor indhold og mål vægtes højere end form og indpakning. Et parti, hvor humanistiske holdninger kan genfindes — så S-vælgere ikke henvises til De Radikale, hvis de skal bevare selvrespekten. Der har været en alt, alt for lang tid, hvor socialdemokraterne har stillet spørgsmål til vælgerne: Hvad vil I have? Frem for selv at formulere sine politikker - og på det grundlag bede om vælgernes tilslutning. Det bliver en omfattende og tidkrævende proces. Lykketofts aktuelle fortjeneste er, at han nu har åbnet for processen. Hans nærmeste kreds må være indstillet på den nødvendige fornyelse. Det er et indlysende problem, at geleddet af 40-50-årige koryfæer har spærret for udsigten til nye unge talenter. Med den hidtil designerede "kronprins" Frank Jensens åbne erkendelse af, at han ikke forventer nogen kåring, og at han samtidig afstår fra at deltage i personslagsmål - er udsigten imidlertid blevet fri. Både en Auken, en Pia Gjellerup og en Ole Stavad har samme erkendelse. Derimod er den 27-årige Mette Frederiksen, der har markeret sig i valgkampen som en engageret debattør med visioner og engagement — og med stor vægt på den humanisme, som bør tegne et nyt socialdemokrati — er en oplagt mulighed og ægte fornyelse. En Jeppe Kofod er en anden solid mulighed – markant og velanskreven. De har i første omgang selv afvist at kandidere og har henvist til både "ung alder" og manglende erfaring. Det er forståeligt over for den store opgave, de i givet fald skal løse. Men med f.eks. en Henrik Dam Kristensen som mentor (overgangs-formand) kan der skabes en ny partiledelse, der kan tage fat. Den tidligere fødevareminister var en driftsikker og kløgtig politisk håndværker med et tillidssskabende gemyt. Det er en trio, der kan brænde igennem og iværksætte den nødvendige proces. Ud fra en socialdemokratisk betragtning er det bittert, at VK-regeringen - båret oppe af Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard - fortsætter. Men den er bundet af valgkampens statsminister-garantier til socialdemokraterne om ikke at slå velfærdssamfundet i stykker. Reelt har Anders Fogh Rasmussen sat sig i pant ved at garantere, at omfattende reformer ikke vil blive sat i værk uden socialdemokratisk accept. Det er ud fra løftet "Venstre ved du, hvor du har" en holdning, der vel står til troende. Bent Øberg, Fasanvej 4, Aalborg, er journalist. E-mail: bent@oeberg.dk. Hjemmeside: www.oeberg.dk