Partier fastholder krav om Muhammed-undersøgelse

KØBENHAVN:Statsministeren kommer formentlig på bedre tanker, når røgen har lagt og sindene er kommet i ro. Det forudser S-formand Helle Thorning-Schmidt, efter at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i går afviste, at der skal laves en undersøgelse af regeringens håndtering af Muhammed-krisen. S-formanden vil dog ikke kalde det en undersøgelse, men fastholder, at der, når situationen er kommet under kontrol, bør laves en fremadrettet evaluering af sagen. - Jeg er sikker på, at når røgen har lagt sig, så vil statsministeren og jeg være i stand til at sætte os ned og stille hinanden spørgsmålet, hvad har vi lært at hele den her situation, og så få nogle til at foretage en evaluering, siger Helle Thorning-Schmidt. Hun understreger samtidig, at Socialdemokratiet står ved løftet om borgfred, og at regeringen skal være med til at afgøre, hvornår roen har lagt sig i et sådant omfang, at man kan gennemføre en undersøgelse. Selv om statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) afviser en undersøgelse af regeringens håndtering af Muhammed-krisen, vil regeringen før eller siden være tvunget til det alligevel, fastslår Enhedslistens udenrigsordfører, Frank Aaen. - Det er klart, at han (statsministeren. red.) afviser det nu. Ellers vil der jo blive sat lys på regeringens meget dårlige håndtering og store ansvar for, at sagen er kommet ud af kontrol, siger Frank Aaen. Han henviser imidlertid til, at der nærmest er en christiansborgsk tradition for, at den siddende regering afviser oppositionsønsker om undersøgelser, men at det i reglen ender med, at undersøgelserne gennemføres alligevel. - Sådan gik det med Færøbanksagen, med PET, og sådan ender det også her. Regeringen vil selv ende med at fremsætte forslag om en undersøgelse, siger Frank Aaen. Han har foreløbigt stillet en stribe paragraf 20-spørgsmål om sagen. Det sker som led i det, han kalder Enhedslistens egen lille undersøgelse. - Og svarene her vil formentlig danne grundlag for nye spørgsmål. På den måde kan vi søge at få opklaret i hvert fald nogle af de ting, som er sket, siger Frank Aaen. SF-formand Villy Søvndal undrer sig over, at statsministeren ikke er interesseret i at få undersøgt forløbet af Muhammedkrisen. - Han har ellers været meget interesseret i at få undersøgt store begivenheder langt bagud, påpeger Villy Søvndal, der som eksempel henviser til undersøgelserne af Danmarks rolle under den kolde krig. - Statsministeren begrunder sin afvisning med, at det handler om politik og principper. Det gjorde den kolde krig da i høj grad også, så det er et ikke-svar, siger SF's formand. Han vil have undersøgt regeringens håndtering af sagen, den tøvende opbakning fra Danmarks allierede, de muslimske landes rolle og den betydning, sagen om tegningerne har for Danmarks internationale omdømme. - Store dele af dansk udenrigspolitik ligger reelt i ruiner, og alt det er der brug for, at nogen kigger på med uvildige øjne. Statsministerens afvisning er højst besynderlig. Normalt er det kun folk, der ikke ønsker ting undersøgt, der ikke vil have en så stor begivenhed undersøgt, siger Villy Søvndal. /ritzau/