Coronavirus

Partier håber på en vej væk fra forsamlingsloftet

En lempelse og muligvis en plan for udfasning af forsamlingsloft og yderligere genåbning skal drøftes torsdag.

En række partier håber, at forhandlinger torsdag kan føre til minimum en lempelse af forsamlingsloftet og muligvis en plan for en udfasning. (Arkivfoto)

En række partier håber, at forhandlinger torsdag kan føre til minimum en lempelse af forsamlingsloftet og muligvis en plan for en udfasning. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:En række partier møder torsdag op til forhandlinger med regeringen i håbet om at få aftalt en vej væk fra det forsamlingsloft, der er pålagt borgerne i Danmark grundet coronasmitten.

Det er i hvert fald håbet hos Venstre, Dansk Folkeparti og De Radikale forud for forhandlingerne.

- Jeg håber, at vi - når det handler om forsamlingsforbuddet - kan blive enige om både at få det lempet nu, men også at få lavet en trinvis model hele vejen frem til, at det skal udfases, siger Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen.

- I min optik skal det udfases den dag, hvor alle danskere har fået tilbudt en vaccine, for der giver det ikke mening med et forsamlingsforbud.

Venstre-formanden peger på, at Dansk Industri har foreslået at hæve forsamlingsloftet fra 10 til 25 personer. Det kalder han et godt udgangspunkt.

Derudover bør der laves en model med nogle trin, hvor et forsamlingsloft til sidst udfases helt.

Den model lyder umiddelbart også godt i ørerne på De Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgren.

- Det er klart, at det er noget, vi skal se på, for det er ekstremt indgribende. Det er noget, vi skal lempe på, siger han.

- Det er også min tanke. Uden at have lagt mig fast på et tal, så tror jeg, at vi er meget enige. Jeg ser stadig ind i en sommer, hvor vi kan have de her store arrangementer og familiefester.

Både Venstre, De Radikale og Dansk Folkeparti mener, at udviklingen i coronasmitten giver udgangspunkt for samtidig at fremskynde andre elementer af genåbningen.

- Specielt det at vi tester så mange, sammenholdt med at vi hurtigere lokalt får lukket ned, når der er smittespredning i et lokalområde. De to ting gør, at vi generelt ser gode tal. Og det gør, at vi som samfund også kan lukke mere op, siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

- Vi mener, at der er plads til, at flere kan forsamles. Så vi kan få forsamlingstallet op og i det hele taget se på, hvordan vi kan styrke folkesundheden og trivslen i form af, at unge og seniorer kan komme tilbage til aktiviteter, der har været lukket ned.

Alle tre partier peger på, at de ønsker at åbne op for flere udendørsaktiviteter.

Jakob Ellemann-Jensen ser desuden gerne en række indendørs aktiviteter på bordet.

- Det, vi håber at få rykket frem, er både indendørs og udendørs servering på vores restauranter og caféer. Så er det også den voksne indendørs idræt, siger han og fortsætter:

- Så håber jeg på, at Superliga-modellen kan blive rykket frem. Og så vil vi meget gerne have vores børn og unge tilbage i skole og på deres uddannelser i et større omfang.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.