Partier om sundhedskritik: På tide der sker noget

En handlingsplan for at rette op på problemerne i Sundhedsstyrelsen er dog ikke nok, mener Dansk Folkeparti.

Det er på høje tid, at der kommer et overblik over problemerne med Sundhedsstyrelsens kontrolsystem, og at der bliver taget hånd om dem.

Det mener Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, efter at en international ekspertgruppe har udtrykt bekymring om mere end 50 punkter i kontrolsystemet, som skal sikre danskerne mod blandt andet overmedicinering og fejldiagnosticering.

- Rapporten viser, at den kritik, som der i årevis har været, er berettiget. Derfor er det - trods kritikken - godt, at der nu bliver taget fat i problemerne, siger Liselott Blixt.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) har bedt Sundhedsstyrelsen om en handlingsplan for, hvordan tilsynet sikres. Den skal afleveres inden oktober. Men det er ikke godt nok, lyder det fra Dansk Folkeparti.

- Nick Hækkerup sætter ræven til at vogte får. Det er jo de samme mennesker, som ikke har fulgt retningslinjerne og sikret tilsynet, som bliver sat til at lave en handlingsplan, siger Liselott Blixt.

Hun mener, at sundhedsministeren burde hive folk ind udefra, som - eventuelt i fællesskab med nogle fra Sundhedsstyrelsen - kan se på, hvordan retningslinjerne bliver fulgt, og hvordan Sundhedsstyrelsen bør fungere.

De Konservatives sundhedsordfører, Mai Mercado, siger, at hendes tillid til ministeren "ligger på et meget lille sted". Han bør ikke vente på den kommende handlingsplan, "der måske vil virke", men allerede nu kræve forbedringer.

- Vi kan jo se, at budgettet er blevet beskåret, og man må ind og se, om det er blevet skåret så meget, at de ikke kan leve op til deres ansvar, siger hun.

SF's sundhedsordfører, Özlem Cekic, synes, at det er "befriende", at kritikken nu bliver dokumenteret af et eksternt ekspertpanel. For den er fremkommet gennem længere tid fra hospitaler og patientorganisationer, anfører hun.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.