Partier vil gøre seksualundervisning obligatorisk

Støttepartier vil gøre seksualundervisning til fast fag på læreruddannelsen. Uhensigtsmæssigt, mener forening.

Står det til regeringens støttepartier, skal kommende folkeskolelærere være meget bedre til at undervise i køn og sex. (ARKIVFOTO)

Står det til regeringens støttepartier, skal kommende folkeskolelærere være meget bedre til at undervise i køn og sex. (ARKIVFOTO)

KØBENHAVN:Regeringens støttepartier vil gøre seksualundervisningen obligatorisk på læreruddannelserne.

Det er SF, der kommer med udspillet, og partiet bakkes op af Enhedslisten og De Radikale, som begge har identiske forslag klar.

- Når vi hører, at under halvdelen af befolkningen føler, de har fået optimal seksualundervisning i folkeskolen, og nogle knap har fået nogen, er det vigtigt at se på, om man kan indføre det her fag, siger Astrid Carøe, uddannelsesordfører for SF.

Hun henviser til flere rapporter, der peger på, at både lærere og elever ikke får det optimale ud af seksualundervisningen.

Lige nu er faget på læreruddannelsen frivilligt, og en undersøgelse fra 2018 viste, at kun hver femte lærer tilvælger faget, der har navnet sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab.

Hos Skolelederforeningen er direktør Claus Hjortdal helt uenig. Han kalder det uhensigtsmæssigt at gøre faget obligatorisk på læreruddannelsen.

- Der er behov for, at nyuddannede lærere kommer ud med en god, solid viden om seksualundervisning. Men jeg synes, man skal prøve noget andet end den her bevidstløse omgang med at gøre alting til et fag.

- Det er et eksempel på, hvordan man vil overregulere fuldstændig, fordi man tror, det kan fremme nogle ting, siger Claus Hjortdal.

I stedet opfordrer han politikerne til at gå i dialog med professionshøjskolerne og se på andre løsninger.

Regeringspartiet Socialdemokratiet, der - før de kom i regering - udtrykte et klart ønske om netop at indføre obligatorisk seksualundervisning på læreruddannelsen, er ikke afvisende over for idéen.

Kasper Sand Kjær, uddannelsesordfører hos S, kan dog ikke på stående fod sige ja eller nej til forslaget.

- Det skal ikke ses som et holdningsskift. Vi vil gerne styrke seksualundervisningen i folkeskolen og sørge for, at lærerne er bedre klædt på i dag.

- Jeg synes bestemt det her er værd at overveje, og vi må tage det med i den samlede drøftelse, siger Kasper Sand Kjær.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.